image_pdfimage_print

Er Johanne en ny Pia?

Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af?

Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra http://enhedslisten.dk/person/johanne-schmidt-nielsen

Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra http://enhedslisten.dk/person/johanne-schmidt-nielsen

Der er skåret i hjemmehjælpen – 5 millioner timer, siger Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten – så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden.

Et rent og værdigt liv til alle

Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere.

Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge – og uddannelse til deres børn.

Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet.

Velfærd eller luksus

De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970’erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi.

Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er.

Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse, barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke?

Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden – rigtig mange endda – som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør.

De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp.

Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980'erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980’erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside.

Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre – og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard.

Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer.

Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde.

Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i selvforsørgelse.

Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger – det socialismen ellers lovede – er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden?

Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring.

Kan borgerkrigen i Syrien føre til en atomaftale med Iran?

Kan konflikten i Syrien føre til en fredeligere verden? Det var tanken der opstod just efter, jeg den 20. september havde læst den iranske Præsident Hassan Rouhanis kronik i Washington Post. Den dag, sagde jeg ikke farvel til mine drenge, da de kørte i skole, derimod sendte jeg dem af sted med en bemærkning om, at de måske ville komme til at leve deres voksenliv en fredelig verden. Men hvad skal der til for at konflikten i Syrien kan føre til et forbedret internationalt samfund og en holdbar global fred? Til en begyndelse peger Rouhani på tre afgørende faktorer i sin kronik. Og den tidligere FN-diplomat Kishore Mahbubani har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd.

Den globale magtforskydning

Hvis verdens ledere griber den chance, der er opstået i kølvandet på borgerkrigen i Syrien, så ja. Vi kan være på vej mod en holdbar verdensfred – det synes klart mere sandsynligt end et totalt kollaps i det mindste. Den globale magtbalance har de sidste 20 år forskudt sig. Det er ikke længere vesten mod resten, og heri består chancen for at sige farvel til et uretfærdigt og et derfor dysfunktionelt internationalt system. Et system har først og fremmest, som Kishore Mahbubani skriver, varetaget vestens interesser, hvilket kun har kunnet lade sig gøre på grund af vestens økonomiske dominans. De tider er overstået og det er, som Pr. Barack Obama sagde til FNs generalforsamling i år, på tide at tænke nyt – og i øvrigt styre efter FNs grundlæggende formål, som er global fred.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden.

De ændrede globale forhold er det første Pr. Rouhani gør opmærksom på i sin kronik: “The world has changed. International politics is no longer a zero-sum game but a multi-dimensional arena where cooperation and competition often occur simultaneously. Gone is the age of blood feuds. World leaders are expected to lead in turning threats into opportunities.”

Denne forskydning er veldokumenteret. Men for at der kan reformeres er det vigtigt, at verdens befolkninger og ledere indser, at nationale interesser ikke længere kan varetages i skarp konkurrence med hinanden. Det er det andet, Pr. Rouhani gør opmærksom på: ”In other words, win-win outcomes are not just favorable but also achievable. A zero-sum, Cold War mentality leads to everyone’s loss.”

En verdensfred kræver selvfølgelig mere, end en ny præsident i Iran. Det kræver reformer af det internationale system, særligt FNs sikkerhedsråd. Reformer, som på overfladen ikke ser ud til at være i vestens interesse: Vi må afstå indflydelse; eller rettere dele indflydelsen efter almindelige demokratiske principper. Og i det lange løb er det den holdbare løsning.

Syrien-konflikten synes at rumme de elementer, der kan få verdens ledere til omsider at indse dette og handle derefter. Og griber vi i vesten ikke chancen for at gøre verden til et mere retfærdigt, ender det måske med at være os selv, der får vredet armene rundt i internationale forhandlinger – eller bliver sendt helt uden for døren; af Indien, af Brasilien, af Nigeria og Sydafrika og af Kina.

Befolkningen i den vestlige kultursfære udgør kun 12% af verdens samlede, fortæller Mahbubani i et interview i The Economic Times. Og ”[E]very citizen has equal moral worth”, skriver Mahbubani; det er et grundlæggende demokratisk princip. Så er demokrati Asiens befolkning udgør således 55% af verdens samlede population. Vi kan også bare sige, at 88% af verdens befolkning er ikke-vestlige, men 60% af de permanente pladser i FNs sikkerhedsråds kontrolleres af repræsentanter for vesten; USA, England og Frankrig. Rusland og Kina har de sidste to ud af de 5 permanente pladser med vetoret. Sikkerhedsrådet afspejler så tydeligt gårsdagens verden – the Cold War mentality.

Således regeres verden af et mindretal – ikke ulig forholdene i verdens diktaturstater. Denne udemokratiske uretfærdighed bør laves om, og Mahbubani har et muligt forslag til en ny balance i Sikkerhedsrådet, hvilket jeg vender tilbage til.

Det tredje Pr. Rouhani peger på, er identitetsspørgsmålet. Det, Samuel P. Huntington i 1993 under betegnelsen civilisationer, markerede som fremtidens største konfliktårsag. Pr. Rouhani peger præcist på dette spøgelse i verdens konfliktzoner: “We must also pay attention to the issue of identity as a key driver of tension in, and beyond, the Middle East. At their core, the vicious battles in Iraq, Afghanistan and Syria are over the nature of those countries’ identities and their consequent roles in our region and the world.”
Identiteten ligger i det religiøse tilhørsforhold. Og udtalelsen er lige til de folk, der har misforstået eller forlæst sig på Huntington. Pr. Rouhanis fokus på identitet er en slet skjult opfordring til religiøs tolerance – i sin moderne form endnu en vestlig idé.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august 2013. Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside.

Det Dysfunktionelle Sikkerhedsråd

I det arabiske forårs jubeldage, kunne vi kun se skræmt og undrende på, Bashir Al Assads svar på den syriske befolknings krav om reformer, og i det lys var det kun naturligt, at man krævede Assads afgang som en del af løsningen. I tilbageblik var det en retorisk fejl, som også Barak Obama’s bemærkning om den røde linje kan hævdes at være.

Men den dybere årsag til passiviteten skal findes i det internationale samarbejdes dysfunktionelle institutioner. Helt præcist i FNs Sikkerhedsråd. Men det er også af denne dysfunktionalitet, at håbet om en fremtidig fred ligger. Ikke for syrerne, desværre, men for alle andre. Da Assad greb til kemiske våben, og Obama dernæst måtte tage sine ord om den røde linje alvorligt og begynde forberedelserne til et angreb på Syrien, stemte det engelske underhus nej til en intervention uden om FN. Obama mistede en vigtig allieret, og fandt dernæst tid til at høre kongressen om deres syn på sagen. I det tidsrum sprang Vladimir Putin til.

Ikke, som han siger, for at forsvare Assads styre, men for at bevare balancen i det internationale system. ”The potential strike by the United States against Syria, despite strong opposition from many countries and major political and religious leaders, including the pope, will result in more innocent victims and escalation, potentially spreading the conflict far beyond Syria’s borders. […] It could throw the entire system of international law and order out of balance.”

Det er ironisk, for det internationale system var ikke i balance før, og netop derfor kunne situationen i Syrien eskalere til det nuværende – for den syriske befolkning – håbløse niveau. Ubalancen i det internationale samfund var netop synlig i Ruslands og Irans alliance med Syrien – og Kinas passivitet. Vesten på den ene side og resten på den anden; eller rettere ortodokse og shiamuslimer på den ene side og vesten og sunnimuslimer på den anden side. Som det fremgår, er der ikke tale om rene civilisatoriske linjer i konflikten. Samtidig skulle den sino-ortodokse-shia-flanke på bekostning af den syriske befolkning endnu engang demonstrere overfor vesten, at vi ikke længere har styrke til at gribe ind på egen hånd. Og i modsætning til så mange gange tidligere, viste det sig denne gang at være sandt.

Det er desuden lettere ironisk, at det formodentlig var Obamas trussel om, at handle på egen hånd uden om FN, der fik Putin til at reagere, springe til i et forsøg på at redde samme system, han selv er med til at ødelægge. Og man må spørge sig selv om Putins udspil er seriøst.

Men under alle omstændigheder er Putin snublet så langt, at han får svært ved at trække i land. Informations mangeårige korrespondent i Beirut og forfatter til en bog om det arabiske forår, citerer 20/9 en anonym vestlig diplomat for at sige, at ”De to sider [USA og Rusland] er nået så langt i processen, at det vil indebære et tydeligt ansigtstab for begge at gå tilbage til veto-nulpunktet.” Og lad os være glade for det, uanset hvor lidt, vi bryder os om Putin.

Putins Rusland kan meget vel blive en af de større udfordringer for det globale samfund i fremtiden. Et verdenssamfund kan ikke stiltiende se til, mens Putin ligeså langsom kvæler det russiske civilsamfund og lovgiver i klar modstrid med menneskerettighederne. Det er et godt spørgsmål, om Putin snublede ind i løsningen af Syrienkonflikten af bare begejstring over det, han opfattede som Obama’s fejltagelser.

Rusland kan meget vel blive den største forhindring for et fornuftigt fremadrettet internationalt samarbejde. Det står helt åbent, om Putin forpligter sig samarbejde efter Syrienkonflikten. Putin har ingen selvstændig politik, blot en nationalisme der manifesterer sig i trods, han er ikke interesseret i demokrati, som Fukuyama for nyligt gjorde opmærksom på, og han skal næppe vente støtte fra sunnimuslimske nationer efter sin alliance med Assad. Hvad er egentlig den gamle KGB-mands vision for sit land? Er han ved at isolere sig selv. I så fald kan han kun komme ud af isolationen ved at deltage konstruktivt i det internationale samfund.

Once in a lifetime

Chancen for seriøse forandringer er her nu. Til at betænke fremtiden, og til at oprette en balance mellem verdens stormagter og skabe et bedre samarbejde mellem planetens befolkninger.

Det ligger ikke umiddelbart for at redde Syrien, men det ligger lige for at oprette institutioner, der tåler betegnelsen verdenssamfund. Og fokus skal være på at skabe et system, som i fremtiden vil være i stand til at forhindre, at en lignende konflikt eskalerer – det kunne være i Yemen, Al-Shahab i Somalia eller Nordkorea.

Irans atomprogram er umiddelbart den vigtigste konflikt at løse. Men bliver Iran en del af dette verdenssamfund har det ikke brug for atomvåben. En samlet (og inkluderende) front og ikke blot en tilfældig (og betalt) alliance mod Iran, vil gøre det enormt svært for Iran at vende tilbage til retorikken fra tiden under Pr. Mahmoud Ahmedinejad.

Det er et spørgsmål om anerkendelse. Den kontroversielle politolog Kenneth N. Waltz (1924-2013), var af den opfattelse, at Iran netop ville have bomben for at blive hørt, og var af den grund ikke nervøs for at landet skulle få den. Og hvad skal iranerne tænke, når de ikke må berige uran? Rouhani taler om deres ret til at forsvare sig, og det er vel rimeligt? Men i en venlig verden har iranerne ikke brug for atomvåben. De har olie, og hvis de formår at forsone sig med resten af verden kan den sælges, og de kan engagere sig i udviklingen af alternative energikilder og befolkningens livsvilkår. Det er ikke blot i Irans interesse, men i alles interesse.

Selvfølgelig er Pr. Rouhani nødt til at gå fra forsonende ord til egentlig handling, som Ray Takeyh kraftigt understreger. Og kommentatorer udtrykker berettiget skepsis over Rouhanis bagland. Irans øverste leder er trods alt Khamenei og ikke Rouhani. Men læs så denne lille opmuntrende analytiske passage af Fareed Zakaria fra Time Magazine:

”During the campaign, Rouhani vigorously attacked the most hard-line candidate in the race, Saeed Jalili – thought to be the favorite of the Supreme Leader – for being unable to come to an agreement with the international community and ease any of the sanctions arrayed against Iran. “It is good to have centrifuges running, provided people’s lives and livelihoods are also running,” he said in a debate, to great applause.”

Det iranske folk har med valget af den reformvenlige Rouhani vist, hvad de vil have – og det gjorde de også under den grønne bølge i 2009, da de valgte Mir-Hossein Mousavi, som blev snydt for sejren. Hvilken interesse kan selv Irans øverste leder, Khamenei have i at være lukket uden for, når hans eneste legekammerater i så fald vil være Rusland, Syrien og Hizbollah. Når Pr. Rouhani i sin tale til FNs Generalforsamling kritiserer andre nationer for at knægte diverse rettigheder, er han tilstrækkelig intelligent – det samme er Khamenei – til at forstå, at hans kritik tillige rammer hans eget land.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. "They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote", står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. “They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote”, står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale.

Vesten, det regerende mindretal

Heldigvis er hverken Iran eller Rusland ikke en stormagter (hvad kan Putin bruge sine atomvåben til?), og USA er ikke længere dominerende, men en vigtig magt blandt lige magter, som Fareed Zakaria har formuleret det i et interview med Clement Kjersgaard. Vesten kan ikke længere obstruere verdens gang, og hvis vi vil forhindre Kina eller andre magter i egenrådigt at bestemme verdens gang – eller blot drømme om det – så er samarbejde også i vores langsigtede interesse. Det kommer til at koste indflydelse, men på lang sigt vil det være en sejr for alle verdens befolkninger. Og hvem andre end de vestlige demokratiske lande har mere erfaring med produktive kompromiser? Hvorfor skulle et demokratiseret internationalt samarbejde ikke kunne fungere?

Jeg har været inde på den skæve fordeling i FNs Sikkerhedsråd, men urimelighederne stopper ikke der. Vestens 12% har 50% af stemmerne i henholdsvis Valutafonden og Verdensbanken, hvor lederne ydermere altid udgøres af europæere og amerikanere. Hvis man forsøger, at sætte sig i andre ikke-vestlige nationers sted, er det ikke mærkeligt, at der er lande, der forfalder til anti-amerikanisk og anti-vestlig retorik – og endog opruster mod vesten.

Mahbubani fortsætter hudfletningen af vestens anti-demokratisme i en knivskarp analyse den 11/9 i Financial Times: ”The G20 website boasts that its 20 members represent almost 90 per cent of the world’s gross domestic product and 65 per cent of the world’s population. At the end of the meeting, 10 G20 countries – representing 12 per cent of the world’s population – supported the American call for action [in Syria]. The maths is clear: 50 per cent of the world’s citizens, a vast majority of the G20 population, did not support the US.”

Tre gange 7 til den evige fred

Mahbubani kan mere end kritisere. Han har været i diplomatiet i 33 år, og har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor kun England og Frankrig bliver egentlige tabere. Detaljerne i forslaget kan læses i The Great Convergence. Der er ikke tale om det ideelle, men om noget, der måske ikke er helt umuligt, og jeg vil her til en afslutning blot viderebringe en grov skitse af forslaget.

Sikkerhedsrådet skal bestå af 7 permanente medlemmer: EU, USA, Kina, Indien, Rusland, Brasilien og Nigeria. 7 halvpermanente medlemmer, mere præcist en gruppe på omkring 28 lande, der konkurrerer om ansvaret. Det drejer sig om f.eks. Pakistan, der helt klart vil føle sig stødt over Indiens plads, Argentina og Mexico, der vil være fornærmede over Brasiliens plads og selvfølgelig Sydafrika, men også lande som Japan, Vietnam, Tyrkiet, Colombia, samt de store europæiske nationer, endskønt de er permanent repræsenterede via EU, vil være at finde i den gruppe. Det er lande, som alle har en tilstrækkelig størrelse til at kunne betale deres kontingent og stille med tropper og anden assistance til verdens brændpunkter. Endelig 7 lande, der vælges blandt resten af verdens småstater på samme måde som rådets nuværende 10 ikke-permanente pladser.

Med et sådant 7-7-7 Sikkerhedsråd får vi en bedre demokratisk fordeling af mandaterne og dermed større legitimitet, og hver region er permanent repræsenteret, hvilket burde stabilisere geopolitikken. De mellemstore lande skal ikke konkurrere med helt så mange for at få indflydelse, og de kommer oftere til fadet. Fordelen for de mindste nationer er, at de slipper for at konkurrere med de mellemstore.

Europas kriseramte befolkninger må besinde sig, og indse at en fredelig udvikling er afhængig af en fair fordeling af goder – og størstedelen af verdens befolkning har ikke råd til pensioner og årlige ferierejser, de har ikke fri adgang til hospitaler og de er ikke beskyttede mod arbejdsløshed. Som Mahbunani skriver i Why We – especially the West – Need the UN Development System, er den bedste beskyttelse af mindretal et lovbaseret styre. Derfor må vesten leve op til egne idealer om demokrati; hvert individ en stemme.

I en global økonomi, må der være lige adgang for alle – også dem, der lige nu kan lave flere ting billigere end os. Mange europæere og amerikanere tror, at statslige subsidier er vejen ud af krisen, men det er en blind vej. Hvis vi fortsætter ad den, er det ikke en selvfølge, at vi i fremtiden bliver inviteret med, når – ikke hvis – Asiens økonomier vokser sig større end vores. Det kan lige så vel hænde, at resten behandler os, som vesten har behandlet dem.

Griber vi chancen – altså alle verdens nationer – krænger os ud af gamle geopolitiske paradigmer og koldkrigsmentalitet, så kan konflikten i Syrien afstedkomme en verden forandret for altid. Vi kan komme nærmere de Forenede Nationers grundlæggende formål: En fredelig verden.

Dump og Forsvind!

Af højskolelærer Kenneth Degnbol

Adgangsbillet til samfundet

Et af efteråret politiske spørgsmål bliver reformen af erhvervsuddannelser. Uddannelserne har gennem længere tid oplevet færre og færre ansøgere og større og større frafald. Det er ikke prestigefyldt at gå på erhvervsuddannelse. Deres status trænger til en rehabilitering. Et tema, som murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye iøvrigt debatterer i den aktuelle bog ‘Kloge Hænder‘ om misforholdet mellem anerkendelsen af de erhvervuddannede og akademikerne.

Fra mediebilledet at dømme ser det ud til, at der er konsensus om adgangskrav på erhversuddannelserne. Helle Thorning og Lars Løkke, Dansk Industri og LO er blandt dem, der er kommet med forslag om adgangsbegrænsning. Og det er vel en god ide. Flere andre uddannelser har sat kunstige begrænsninger op – ikke for at sortere i et for stort ansøgerfelt, men for at sikre et vist niveau hos de studerende.

Men hvad så med de mennesker, der ikke kan kvalificerer sig til nogen uddannelse overhovedet? Det er det oplagte spørgsmål, det efterlader sig. Det er den paradoksale situation. Uddannelse er vores billet til samfundet. Ingen vej udenom. Alle skal igennem. Eller i hvert fald de fleste ifølge målsætningen om de 95 procent unge med ungdomsuddannelse i 2015, som regeringen styrer efter. Og samtidig konkurrerer alle uddannelser om ikke at blive bundskraberen, den der tager de sidste, stedet hvor alle garanteres den billet til samfundet, der reelt bliver en fribillet. Indfører erhvervsuddannelser adgangsbegrænsning rykker problemet vel bare videre. En ny skole må blive billetkontoret, der udlover fribilletter.

Arbejdet som indgang til samfundet

Måske bør vi udfordre den tanke, at vil har gjort uddannelserne til selve adgangsbilletten til samfundet. Det er formentlig svært i et land, der bryster sig af et højt uddannelsesniveau, Grundtvigs eget land, hvor vi lærer for hele livet, og hvor mange af os fylder uddannelse på uddannelse i en grad, der i den forgangne uge fik en Ph.d. til at kalde os for uddannelsesbulimikere: Nogle af os fylder mere på end vi kan rumme i en næsten sygelig grad. Uddannelser er en del af rettighedstænkningen; jeg har ret til en uddannelse. Og når samfundet samtidig ønsker flest mulig uddannede borgere, bliver det et ensrettet stormløb mod et bolværk, der får svært ved at sortere, sætte niveau, stille krav. Og gavner det i virkeligheden det overordnede uddannelsesniveau? Formentlig ikke, hvis man f.eks. spørger de universitetslektorer, der hvert år ved denne tid ømmer sig over de nyoptagne på deres fakulteter, der ser sig selv som elever fremfor studerende.

I stedet for uddannelser kunne vi tale om arbejdet som indgangen til samfundet. Ikke i form af at have et arbejde, som i sig selv er prestigefyldt og som derfor bliver en ny grænse for de af samfundet inkluderede og ekskluderede. Men selve det at arbejde, at være arbejdende. Arbejde som både en rettighed og en pligt for at fremelske det solidariske ved siden af det selvrealiserende, som vores samfund har brug for.

Men hvad med antallet af arbejdspladser? Vi italesætter arbejdet på en bestemt måde. Der er et antal arbejdspladser, vi kan politisk gøre noget for at forøge antallet, og man kan erhverve sig en, hvis man er dygtig og ellers må man motiveres, uddannes, tvinges til flere ansøgninger og logbøger om ugen til man til sidst klemmes ind på sidste mandat. I stedet kunne vi tale om arbejde med en større selvfølge. Vi arbejder, fordi vi tilhører et samfund. Ligesom vi understøtter hinanden økonomisk med velfærdssamfundet fordeling af midlerne, burde vi vel også alle understøtte samfundet ved at arbejde. Og kan man ikke arbejde for en privat arbejdsgiver, så arbejder man direkte for samfundet, ung og gammel, uddannet eller uuddannet. Det er vel og mærke ikke ment som en noget-for-noget-retorik: Du må arbejde for understøttelsen. Men ment langt mere fundamentalt som det at rammesætte værdige rammer for det at være menneske i et samfund. Et samfund hvor alle har adgang, hvor der er stor forskel på med hvilket man bidrager, men ikke om man bidrager. Nogle vil ikke kunne arbejde med det, de er uddannede til, men bevares, det er vi mange, der ikke gør i forvejen. Den nuværende arbejdsløse vil arbejde et antal timer, der svarer til dagpengene eller understøttelsen i en offentligt bestemt funktion. Måske gør pensionisten det samme i det omfang, vedkommende kan. Det sædvanlige modargument vil være, at det vil tage arbejde fra andre og dermed bliver mere arbejde offentligt besørget og det vil blive samfundsmæssigt dyrere. Jeg er ikke ude i instrumentelle løsninger på de helt naturlige problemstillinger, men ude efter at vi lader de problemers økonomisk-rationelle logik bliver bestemmende for, hvordan vi taler om hele arbejdsløshedsproblemet. Der er meget andet på spil. Hele samfundsdeltagelsen, værdigheden og den samfundssolidaritet, som efterspørges alle steder; den automatiske udelukkelse af samfundet som diskussionen om optagelseskrav på erhvervsskolerne kommer til at handle om for de unge og som går videre i arbejdslivet. Og måske skal der ikke være plads til alle på skolerne. Men der er nødt til at være plads til alle i samfundet og adgangen hertil bør være selve det at være arbejdende i samfundet.

At være arbejdende

Den tysk-amerikanske psykolog Eric Fromm skelner mellem at være eller at have (titlen på bogen fra 1976). Det sidste kendetegner det moderne samfund. Vi har en masse: uddannelser og jobs, men også sygdomme, børn, karrierer, et CV. Vi gør os til samlere. Dem der har en masse. Og dermed eksternaliserer vi dele af det, vi er. Det udgør et værditab i forhold til det at forstå sig selv som værende rask/syg, smed eller professor, gift, forælder osv. Det vi tidligere slet og ret var, så vi endda skrev arbejdstitlerne på gravstenen: højskolelærer Degnbol I den forstand kunne vi italesætte os selv som arbejdende borgere i lige så høj og almen grad som skattepligtige borgere. Som det, der hører med som en selvfølge til det at være menneske og samfund. Som internaliseret vilkår i stedet for en samling titler på et CV eller for andre mangel på samme.

Den frie politiske borger

Filosoffen Hannah Arendt taler om det aktive liv med tre udtryksformer (Menneskets Vilkår, 1958): 1. Arbejdet, der knytter sig til livsopretholdelse, skaffe føde og midler til overlevelse, føde og underholde børn. 2. Fremstillingen, hvor vi skaber nye ting, teknologier, kunst, det der bliver til en merværdi. Og endelig 3. Handlingen, der består i den frie kommunikation mellem individer, udveksling af synspunkter og samliv løsrevet fra kampen for overlevelse; aktivitet mellem mennesker for dets egen skyld.

Hendes ideal er den græske polis, hvor frie mænd, var frie, fordi slaverne gjorde arbejdet, og derfor kunne de politiske handlinger møntes på samfundets anliggender helt adskilt fra individets anliggender. Hun definerer forskellen på den græske polis og det moderne samfund således, at polis var funderet i frihed, mens det moderne samfund er funderet i nødvendighed. Af de tre udtryksformer for det aktive liv har vi i dag en stor vægtlægning på arbejdet; altså den nødvendige livsopretholdelse. Derfor kommer den moderne politik kun til at handle om fordeling af midler. Og derfor er den moderne politik principielt umuliggjort. Det er svært at skabe ordenlyd for anliggender, der ikke handler om det, der er til individers bedste, fordi vi ikke ytrer os som frie borgere i den forstand som gælder for det aktive livs tredje udtryksform, Handlingen. Analysen trænger dybt. Og den kan virke svær at handle på, for den græske polis er en fjern virkelighed. Men Arendt åbner døren for, at vi netop kan skabe den for det politiskes nødvendige frihed, når vi indgår i forbindelser med hinanden, der kun har aktiviteten selv som formål.

I et samfund hvor vi arbejdede, fordi det er naturligt, når man indgår i samfund, vil vi sætte os i forbindelse med hinanden på en ny måde. Ikke på en arbejdsplads som erhvervet ejendom, der sikrer mig billet på første parket og råd til et større hus, bil og båd end dem uden arbejde, men i arbejde som et delt vilkår for det at være til og som en solidarisk implikation af det at være i samfund med hinanden. Og når det er et delt vilkår for os alle, vil arbejdets aspekt som en livsopretholdende kamp for at have et arbejde, forhåbentlig nedtones til fordel for blot og bart det at leve med hinanden og arbejde for aktivitetens egen skyld: Der skiftes støttestrømper i hjemmeplejen simpelthen fordi, det skal gøre – primær handling. Og det forhold kommer før diskussionen om, hvem der gør det og med hvilken uddannelse og til hvilken løn – sekundær arbejdsdiskussion (det kursiverede henviser til Arendts termer).

Solidaritet i det selvrealiserende projekt

Det senmoderne individ, der søger at være et autentisk udtryk for sin identitet, vil formentlig fortsat se arbejdet som et sted for selvrealisering. Her vil uddannelse og evnen til at forvalte den selvfølgelig spille ind på muligheden for at arbejde med det, han er uddannet til, ligesom det vil betyde noget for løn og arbejdsvilkår. Arbejdet vil i nogle tilfælde være prestigebærende, andet vil være det i mindre grad. Nogle vil arbejde sig frem til prestigen gennem uddannelser og karakterer, andre vil finde andre veje i et mere komplekst billede af, hvad det vil sige at være kompetent. Men i det mindste vil vi ikke sætte barrierer op for selve samfundsdeltagelsen. Om man ikke kunne komme ind på erhvervsuddannelsen, når optagelseskravene kommer fra efteråret eller ikke kunne kvalificere sig til et bestemt arbejde gennem jobsamtalerne, så ville vi i alt væsen være aktive samfundsborgere, der med både ret og pligt var arbejdende – til gavn for værdigheden, solidariteten og forhåbentlig hele den politiske deltagelse.

Konkurrencesamfundets vildfarelse

Af Jonas Møller, Silkeborg Højskole

Iben Schmidt Jensens overvejelser fortæller os noget om, i hvor høj grad vores tanker om skole, dannelse, uddannelse og arbejde risikerer at blive overtaget af konkurrencesamfundets logik. Når man som ungt menneske, der står overfor at skulle vælge uddannelse, føler, at man befinder sig i et kapløb med sig selv, og under uddannelsen deltager i et kapløb med de andre studerende, er det et udtryk for, at vi som samfund er ved at løbe løbsk. I iveren efter ikke at sakke bagud, med ambitionen om at blive verdens bedste i det globale kapløb, løber vi tankeløst og kompetencedopede derudaf uden at se os omkring eller tilbage. Og uden at nogen, tør spørge om, hvor vi er på vej hen; og da slet ikke om, hvor vi gerne VIL hen. Det eneste mål, der formuleres er, at du skal gå i skole for at få en uddannelse for at få et arbejde for at forbedre den danske konkurrenceevne for at sikre forsat vækst og velfærd fordi … Ja, hvorfor egentlig?

Hvad er egentlig formålet med vækst og velfærd; hvad vil vi med vores samfund i fremtiden. Det diskuterer vi ikke i tilstrækkelig grad. Og det er os alle sammen, der ikke diskuterer det: Politikerne gør ikke, medierne gør ikke og en almindelige befolkning gør ikke.

Derfor er det her, indignationen har sin plads. Lad os i det mindste spørge os selv om, det er den manglende vilje og tid til at diskutere, hvad det egentlig er, vi vil med vores liv og vores fælles verden, vi skal oprøres over. Olof Palme sagde, at politik er at VILLE. Og vi har brug for indignerede politikere og borgere, der VIL noget og nogen gange tør sige fra, sige at vi vil noget andet end at følge den slagne vej. Politik og indignation hænger uløseligt sammen.
Og heldigvis er der i mindst et tilfælde en politiker, der har sat tempoet ned for at overveje Danmarks kurs. Jeg citerer fra en artikel skrevet af en dansk politiker i dette forår:

“Udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed er skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser. Danmark behøver ikke at være en konkurrencestat, hvor borgerens retssikkerhed erstattes af en sagsbehandlers vurdering af ret og rimelighed og vejen til nyttiggørelse af den enkelte i konkurrence med de andre nyttige på et effektivt arbejdsmarked.

 

 Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning. Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat. Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste.”

Ordene er Marianne Jelveds, radikal kulturminister og minister for højskolerne. Jeg er taknemmelig over at have en minister, der tør sige, at den kurs vi har lagt, er forfejlet, når den i for høj grad lægges ud fra egeninteresser og nyttebetragtninger, og dermed glemmer alt det, vi ikke kan måle og veje og gøre op i en faktura. Alt det, der gør en forskel og sikrer, at vi ikke forfalder til tankeløshed og ligegyldighed.
Om et øjeblik overlader vi scenen til Det Radikale Venstre, og bolden er hermed givet op til at følge kulturministerens råd om med mod, evner og indignation at engagere sig fuldt ud i diskussionen om det fælles bedste. Både i det Radikale Venstre, i resten af folketinget og der hvor vi færdes til dagligt. Men i disse dage i særdeleshed her på folkemødet. Hvis ikke vi er stand til at føre og insistere på den oplysende samtale her på Bornholm i disse oplivende rammer, er der for alvor grund til at blive indigneret. Hav et godt folkemøde!

 

Efterskrift:

De Radikale greb ikke rigtigt den bold, der blev spillet til dem. De hørte faktisk slet ikke talen, da de stod omme bag scenen og snakkede, mens de ventede på, at det blev deres tur. Og så gik Martin Lidegaard på og varmede op til, at Margrethe Vestager skulle holde sin TV2-News dækkede partiledertale for den danske befolkning. Han måtte dog lettere befippet “padle” i nogle minutter, mens vi på Folkemødet ventede på, at TV2-News var færdig med reklamerne, så Vestager kunne komme på skærmen. Efter talen blev der så afholdt et iPod-battle mellem de Radikales Morten Østergaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

I kapløb med mig selv

af Iben Schmidt Jensen. Studerer geografi på Københavns Universitet. Tidligere elev på Silkeborg Højskole.

I foråret 2010 tog jeg på Silkeborg Højskole. Ligesom mange andre valgte jeg at tage på højskole efter at have gået på gymnasiet. Jeg tog på højskole i mit såkaldte sabbatår – og jeg havde mange forventninger til mit ophold. Jeg havde forventninger til at blive en del af et fællesskab udover det sædvanlige. Men udover det, håbede jeg også på, at jeg i løbet af mit højskoleforløb ville finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Altså hvad jeg skulle lave efter mit ”sabbatår” var afsluttet. Måske var det for stor en ambition at ville løse gåden om ”hvad man nu skal” på et halvt år, når man ikke er mere end 19-20 år og i virkeligheden ikke har megen idé om, hvilke muligheder verden byder på.

Og det var heller ikke så nemt endda. Jeg ville gerne bruge mit højskoleophold til at finde ud af, hvad jeg syntes var spændende og hvad jeg brændte for. Derfor holdt de spørgsmål, jeg stillede mig op med at handle om hvad jeg skulle lave, og jeg spurgte mere om hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være; og det uanset, om jeg så skulle begynde at læse til lærer eller dyrlæge, økonomi eller miljøteknologi.

Den 15. marts 2010 kom nærmere, og snakken ved højskolens langborde begyndte at handle om noget andet, end den plejede. Ansøgningsfristen for at søge ind på uddannelsernes kvote 2 nærmede sig og højskolens dagligstue, der plejede at være fyldt med elever, som spillede brætspil, læste avis og diskuterede, var pludselig fyldt med elever, der kiggede i uddannelsesmagasiner, læste avisernes uddannelsessektioner og snakkede om ansøgningsfrister og adgangskrav.

Vi blev alle sammen grebet af det, der nærmest var et kapløb med os selv: hvad var den rigtige og den bedste uddannelse. Spørgsmålene om, hvad man brændte for, og hvem man gerne ville være, blev overskygget af et pres om vælge en uddannelse her og nu. Det blev et kapløb med vores egne idéer om de krav, samfundet stiller til et ungt menneske, der skal til at tage en videregående uddannelse. Det er de krav, der handler om, at man skal tage den bedste og den rigtige uddannelse. For det skal være den rigtige uddannelse – ikke bare for dig, men også for samfundet. Og så skal det også helst være den rigtige uddannelse om 10 år og passe ind i det fremtidige arbejdsmarkeds udbud og efterspørgsel.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm 2013.

Karrieredag

Jeg valgte at begynde på en uddannelse efter højskoleopholdet var afsluttet. Det er tre år siden, og forleden var der arrangeret en netværks- og karrieredag på mit studie. En masse forskellige virksomheder havde indtaget vores indgangshal og havde stillet plakater og bannere op. Vi skulle alle sammen netværke. Håbet var at komme i snak med en spændende, fremtidig arbejdsplads. Arrangørerne af denne netværks- og karrieredag, havde på dagen stillet følgende spørgsmål til de studerende: “Hvad betyder mest for dig i dit kommende arbejdsliv?”.

De muligheder som man kunne vælge, var:

  • Høj løn
  • Høj fleksibilitet i forbindelse med arbejdstider
  • Frynsegoder og firmabil
  • Et rart arbejdsmiljø
  • Mulighed for at avancere

Den kategori der var mest populær, var den der handlede om et godt arbejdsmiljø. Det opfatter jeg, som et positivt tegn på, at fællesskabet på de fremtidens arbejdspladser er noget af det, der betyder mest for de studerende – og noget, der betyder mere end fed firmabil og mulighed for at avancere i sit job.

Bemærkelsesværdigt nok, var det ikke muligt at vælge kategorier som handlede om:

  • At man bliver udfordret i sit arbejde
  • At man har et ansvar i sit arbejde
  • At man gør en forskel med det arbejde man udfører – en forskel i relation til det samfund som man er en del af, og den verden man lever i.

De muligheder, man kunne vælge, rakte ikke meget udover en selv og ens egeninteresser. Det kapløb, vi på højskolen havde med os selv om at vælge den bedste og rigtige uddannelse, havde nu udviklet sig til et kapløb med alle de andre om, at man skulle kunne score det bedste studiejob, for så at kunne opbygge det bedste cv, for så senere at kunne score det bedste job ude på det rigtige arbejdsmarked.

Selvfølgelig skal man vælge den rigtige og den bedste uddannelse. Og jeg er her – på den ”rigtige” og ”bedste” uddannelse. Og jeg er glad for det – på rigtig mange måder – med alt det som studiet tilbyder: God undervisning, fordybelse, venskaber, det er gratis, der er SU og jeg kan bo på kollegium.

Men hvad med de andre

Men jeg synes også, at jeg befinder mig på et studie, hvor det ikke handler om “hvordan kan jeg bidrage og gøre en forskel med min uddannelse.” Snarere handler det om, hvordan jeg opnår den bedste karriere, og hvordan jeg bedst sammensætter mit studie, så jeg er bedre stillet i konkurrencen med alle de andre, når vi engang skal ud og søge job. Nok er det vigtigt med et godt arbejdsmiljø, men det er åbenbart også vigtigt, at man spidser albuerne og holder sig selv forrest i feltet.

Det er altså ikke en selvfølge, at uddannelse og arbejde bør række ud over en selv og tage hensyn til andre – det bliver jeg indigneret over. Måske er det blevet en kliché at sige, at man vil gøre en forskel. Desværre. For det at gøre forskellen er bestemt ikke en kliché, har aldrig været det, og bliver det heller ikke.

Jeg håber, at jeg bliver i stand til at sætte mig udover det CV-kapløb, vi har gang i og kommer til at gøre en forskel med det, jeg laver – også for de andre.

Indignation eller billig foragelse

Ordet indignation kommer af latin, indignus, der betyder uværdigt. Vi harmes og oprøres over det, der forekommer os uværdigt. Denne harme åbner ifølge tænkeren K. E. Løgstrup for en dybere forståelse af vores livsvilkår og ægger til handling. Men hvad med lille Danmark: har vi kun forargelsen tilbage, kan vi ikke få øje på det uværdige – det, der skal laves om? Teksten her er første af en serie på 3 fra årets folkemøde på Bornholm.

Jonas Møller, Silkeborg Højskole – fra folkemødets talerstol.

Velkommen til de første 15 minutters højskole her på talerstolen på dette års folkemøde.

Folkehøjskolerne i Danmark leverer igen i år opvarmningen for de politiske partier her fra talerstolen, men udover det er højskolerne også leverandør af det danske folk i form af mere end 200 nuværende og tidligere højskolelever, et folkekøkken med god mad til billige penge og sidst men ikke mindst: fællessang! Vi skal derfor starte med at synge nr. 162 i højskolesangbogen “Den danske sang er en ung blond pige”, som du her kan høre med DR pigekoret.


Indignation eller billig forargelse?

I 2010 skrev den tidligere modstandsmand og FN-diplomat, franskmanden Stephane Hessel, en pamflet, som ganske uventet blev en bestseller. I denne opfordrer den 93-årige Hessel nutidens ungdom til at blive indigneret, at finde noget at oprøres over, noget der vækker vores engagement, så vi ikke forfalder til den største fare af alle: ligegyldigheden.

Hessels opfordring synes i høj grad at være relevant på dette års folkemøde, hvor formålet er at give den politiske samtale og det politiske engagement nyt liv og dermed at komme ligegyldigheden til livs.

Ordet indignation kommer fra det latinske indignus, der betyder uværdigt. Det at være indigneret handler altså om, at vi harmes eller oprøres over noget, der forekommer os uværdigt. Indignationen som fænomen kendetegnes ifølge den danske tænker K.E. Løgstrup ved, at den åbner op for en dybere forståelse af vores livsvilkår. Vi erkender i og med den negative følelse, at der er noget i tilværelsen, der bærer en værdighed, er kostbart og må beskyttes. Den ægte indignation rækker således udover én selv og medfører engagement; handling og holdning.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse.

Hessels opråb faldt sammen med og manifesterede en ungdoms indignation og oprør over uværdige politiske, økonomiske og sociale forhold i Mellemøsten og i Nordafrika i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. Og i disse dage er det den tyrkiske ungdom, der har fået nok og udtrykker deres vrede med modstand mod et kvælende statsapparat.

Der er nok at være indigneret over i verden. Men hvad med i lille Danmark. Har vi grund til at føle os indignerede? Har vi det i grunden ikke godt nok? Når man lytter til politikerne er det sjældent indignation, der lyser ud af dem. Danske politikere og danske borgere udtrykker langt oftere deres forargelse. Og der er da også nok at være forarget over. Jeg er fx dybt forarget over vores fodboldlandshold for tiden. Og i løbet af foråret var vi rigtig mange, der var dybt forargede over den danske gymnasieungdoms skandaløse opførsel i Prag.

Men forskellen mellem forargelse og indignation er, at forargelsen sjældent vækker til engagement. Forargelsen udtrykkes oftest: Det er da for galt! NOGEN må gøre noget! DBU må fyre Morten Olsen! Forældrene må opdrage deres møgunger! Eller sagt på en anden måde: Det koster ingenting at være forarget. Hverken for os almindelige danskere siddende foran fladskærmen og godaften Danmark, eller for politikerne foran rullende kameraer. Forargelsen er billig, mens indignationen kan have store personlige omkostninger.

Stephane Hessels bog bærer direkte oversat titlen: Indigner jer! men fik på dansk den mere mundrette titel: Gør Oprør! Jeg hverken håber eller tror, at vi i Danmark står foran oprør af den type, som vi har set ungdommen starte andre steder i verden. Men spørgsmålet er, om vi unge slet ikke evner eller gider at blive indigneret og at engagere os i det samfund, vi er en del af. Kan vi ikke få øje på det uværdige?

Det spørgsmål har jeg svært ved at svare på, så i stedet har jeg stillet det til Iben Schmidt Jensen, som er tidligere elev på Silkeborg Højskole. Iben har selvklart ordene næste gang vidanserforlidt.dk blogger.

Danmark er grønt og det iranske folk ligeså

Der afholdes folkemøde på Bornholm, og i Iran er der præsidentvalg. På Bornholm kan folket møde sine tjenere og de kan tage pulsen på hinanden. I Iran er det regimet, der tager pulsen på folket. På Bornholm skåler herre og tjener ligeværdigt over velskænket fadøl. I Iran er præstestyret bange for sin flok.

En god tjener kender sin herre rigtigt godt. Derfor må folkemødet betragtes som et obligatorisk kursus – efteruddannelse – for landets politikere, en udsøgt mulighed for i fremtiden at kunne varetage deres hverv endnu bedre. I Iran er det snarere omvendt, regimet tager pulsen på befolkningen og det med en nøje udvalgt temperaturmåler, som skal sikre mod alt for store temperaturudsving. Således kan iranerne kun stemme på konservative og stokkonservative kandidater, som Poyâ Pâkzâd, skribent for Ræson, udtrykte det i Deadline 12/6-2013.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte "hvor er min stemme?" Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Ung iransk kvinde demonstrerer efter valgsvindlen i Iran 2009. På banneret står der: De slog min bro ihjel, fordi han spurgte “hvor er min stemme?” Foto Hamed Saber, fra Wikipedia.

Vi kan formodentlig se frem til flere reformer i Danmark, end de undertrykte i Iran, hvor de ellers har brug for dem. Men med erfaringerne fra præsidentvalget i 2009, der forvandlede en kort grøn bølge til blodrøde floder er forhåbningerne nok ikke store. Men på lang sigt, hvad så? Er der lys på bunden af olieboringerne?

Olie og uddannelse

I den tidligere FN-ambssadør Kishore Mahbubanis bog, The Great Convergence fra i år kan man på side 36 læse, at 65% af de studerende på Irans Universiteter er kvinder (i 1983 var det 32%). Et faktum, der nok kommer bag på en gennemsnitlig dansk mediekonsument. Jeg blev i hvert fald overrasket, da jeg læste det. Også Flemming Rose, Jyllands-Postens udlandsredaktør, har bemærket det i både avisen og i ovenlinkede Deadlineudsendelse. Uddannelsesniveau generelt og kvinders i særdeleshed kan ligesom valghandlinger og folkemøder være en måde at tage pulsen på et lands velbefindende.

Det går ikke godt i Iran og formodentlig ændrer valget 2013 ikke meget på det. Alligevel er det værd at hæfte sig ved en positiv tendens. Nemlig uddannelse. ”The willingness of the hugely conservative Iranian leadership to endorse female education in massive numbers in modern science and technology demonstrates how the new consensus has seeped into some of the most conservative societies on our planet.” (Side 37). Tallene hele vejen rundt i det iranske uddannelsessystem taler godt for fremtiden.

I Klimaets Tidsalder peger den tredobbelte Pulitzervinder Thomas Friedman på en interessant sammenhæng mellem oliepriser og uddannelse. Er oliepriserne høje er alt godt for mellemøstens repressive regimer. Vi i vesten køber rigeligt ind og holder derved tyrannerne ved magten – produceres og forbruges skal der jo. Er priserne derimod lave, investerer Mellemøstens oliestater i uddannelse. Kan man ikke tjene penge på huller i jorden, må man forbedre befolkningens hoveder for at kunne tjene penge i fremtiden.

Vi skal producere og vi skal forbruge, sådan er det jo. På den anden side er vi i vesten meget godt med, hvad angår hovederne. Vi tænker grønnere, vedvarende energi og den slags. Så meget at det ligner en trend. Og måske endda så meget, at præstestyret i Iran ikke tør satse alene på olie i fremtiden. Så meget, at de er nødt til at satse på menneskeligt råstof i form af uddannelse. Måske har vi lov at håbe på en mere fri fremtid på vegne af iranerne? Ikke nu, men med tiden.

Frihed kræver uddannelse og omvendt

Man kan sige, at vi danskere har været der. Og så alligevel ikke. Præsten N.F.S. Grundtvig stemte i sin tid nej til at give folket frihed, thi folket var ikke tilstrækkeligt oplyst til at lede sig selv, mente han. Rigets stænder vidste vel knap nok, at de var danskere, men det kunne der jo laves om på. Folkestyre fik de, og uddannede blev de. Vi fik friheden og dernæst den uddannelse, der skulle til for også at forvalte den. På Højskolerne mødte folk hinanden og et folk dannedes. Og nu mødes vi, folk og politikere, til øl og ord en gang om året på Bornholm.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog "Alle har ret. Demokrati som princip og problem." Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog "Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen." Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013.

Journalist og forfatter Rune Lykkeberg, en af landets fremmeste kommentatorer, aktuel med den anbefalelsesværdige bog “Alle har ret. Demokrati som princip og problem.” Bertel Haarder, MF for Venstre, har gennem tiden været minister i flere regeringer. Ligeledes aktuel med den ligeledes anbefalelsesværdige bog “Op mod strømmen. Med Højskolen i ryggen.” Haarder voksede op på en Højskole og var før sin karriere som politiker Højskolelærer. Og så er han en af inititiativtagerne til Folkemødet i Danmark. Her mødes de to med repræsentanter for folket i Højskolernes telt på Folkemødet 2013. Foto, Rasmus Kolby Rahbek

I Iran er det den omvendte verden. Folket har ikke frihed. Men siden Grundtvig er verden blevet så kompliceret, at vid til husbehov ikke længere er tilstrækkelig, hvis man skal køre en stat bare nogenlunde. Selv et lukket diktatur kræver folk, der kan betjene avanceret teknologi – ikke mindst i militæret – så iranerne har fået uddannelse. Og uddannelse og forskning er fuldstændig afhængig af fri og uhindret informationsudveksling, hvis man den skal stå mål med konkurrenternes. Og med fri og uafhængig informationsudveksling er det vanskeligt at holde en befolkning hen i mørket, de vil kræve deres frihed og anerkendes som autonome individer. Det, med folkets forbedrede hoveder, er et tveægget sværd.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Mir-Hossein Mousavi vandt det iranske præsidentvalg i 2009. Han var de unges håb for en fremtid med reformer og mere frihed, men valgsejren blev stjålet fra ham og befolkningen. Mahmoud Ahmadinejad fik i stedet endnu en periode på præsidentposten. Det udløste demonstrationer, som brutalt blev slået ned. Foto, Mardetanha.

Det er næppe tilstanden i Danmark, Ali Khamenei, Irans øverste leder, og vogternes råd skeler til, når de udvælger ”egnede” præsidentkandidater. Men mon ikke de skeler til den generelle globale udvikling og ikke mindst udviklingen i deres nabolande. Det kan således ikke helt have undgået deres opmærksomhed, at der er massive miljøproblemer i udviklingslandenes millionbyer, og at disse næppe løses med et større forbrug af olie. Og så er de næppe helt uberørte af den generelle trend på uddannelsesfronten i den arabiske verden.

Når det drejer sig om videnskab er der ingen grund til at tvivle på retningen i de islamiske lande, skriver Mahbubani, hvorefter han refererer fra UNESCOs Science Report 2010: ”Three regional initiatives exemplify recent top-down initiatives in higher education: Qartar’s Education City, The Masdar Institute i Abu Dhabi, and the King Abdullah University of Sciences and Technology in Saudi Arabia.”

King Abdullah Universitet (KAUST) i Saudi Arabien, hvor kvinder ikke må føre deres egen bil, er verdens største. Det er internationalt og optager studerende, både kvinder og mænd, fra hele verden og fokuserer blandt andet på energi, miljø, bioteknologi og computervidenskab. Qatar Foundation grundlagde i 2001 Education City som skal være verdens første fuldt bæredygtige by med 50.000 indbyggere og 1.500 virksomheder og forretninger. I byens kerne finder man afdelinger fra 6 internationale universiteter, hvoraf flere af afdelingerne har et flertal af kvinder blandt de lokale studerende.

De Forenede Arabiske Emirater tog i 2006 initiativet til Masdar Instituttet i Abu Dhabi som et knudepunkt for et globalt samarbejde, der skal fokusere på energieffektivitet, klimaforandringer og bæredygtighed, hvor der både skal forskes og kommercialiseres. Det gør de i tæt samarbejde med Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Den danske sommer er grøn og det samme er håbet

Hvad siger disse forhold om valget i Iran? Ikke noget, men det siger noget om en udvikling mod frihed, som er båret af den økonomiske og teknologiske udvikling og som det er særdeles svært at sætte sig imod. Sådan noget kan man vist kun påstå, hvis man er fukuyamist – fukuyamarianer eller hvad det måtte hedde.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Junior Sikabwe, tidligere Summer Camp elev på Egå Ungdoms-Højskole og nuværende International Project Manager i Radikal Ungdom, sammen Københavns Overborgmester Frank Jensen, Socialdemokraterne, på Folkemødet på Bornholm 2013.

Francis Fukuyama mener, at kunne konstatere at den ”moderne naturvidenskabs udbredelse har haft en ensartet indvirkning på alle de samfund, den har berørt.” Og alle stater uanset ideologi vil have moderne videnskab, bl.a. fordi den giver sikkerhedsfordele og beskyttelse – enhver stat er nødt til løbende at modernisere sit forsvar. Den udvikling medfører en ensartet ”horisont for de for de økonomiske produktionsmidler” for nationerne. En proces, der ”medfører en stadig større homogenisering af alle menneskelige samfund uanset deres historiske rødder eller kulturelle arv.” Det vil føre til opbrud i traditionelle familiebaserede og nepotistiske samfundsorganisationer og med tiden vil meritokratiet hævde sig som det eneste, der giver mening i et frit og lige samfund. I sidste ende vil denne udvikling få befolkningerne til at ”kræve demokratiske regeringer, der behandler dem som voksne i stedet for børn og anerkender deres autonomi som frie individer.” (Historiens Afslutning side 19-24).

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Plakaten fra Ali Samadi Ahadis fremragende film om demonstrationerne i Iran efter præsidentvalget i Iran 2009. fra filmens hjemmeside http://www.thegreenwave-film.com/

Men hvorfor skulle jeg nu minde om den iranske befolknings lyksalighed, netop nu hvor folk og elite er forenet på solskinsøen, og hvor den danske sommer næsten blev rigtig sommer. Svaret er: Sommeren er grøn i Danmark, og det er den hvert år – også når det regner. I Iran havde de en enkelt grøn, men meget kort, sommer tilbage i 2009, hvor de skimtede friheden. Forløbet er fremragende filmatiseret i The Green Wave, som kan ses her, som afsluttes af den eksilerede blogger Mehdi Mohseni:

”Jeg håber, der bliver fred i mit land. Når jeg kigger på folk her i Europa, de unge på gaden eller i metroen, så kan jeg se, de er lykkelige. Når jeg ser, hvor sorgløse de nyder deres fridag en lørdag, så spørger jeg mig selv om de overhovedet ved, hvor Iran ligger. Om de ved, at deres jævnaldrende i Iran ikke kan leve ligesådan.”

Du finder ikke ud af, hvor Iran ligger ved at læse det her, men nu ved du, at der er et Iran, hvor de unge kæmper for deres frihed. Bornholm ved du allerede hvor ligger. Men tænk, hvis iranerne engang kan holde folkemøde i Teheran.

Håbet er blåt

For denne verdens fattige og undertrykte er håbet blåt. Den liberale kapitalisme og de frie markedskræfter har ført og vil fortsat føre til en mere retfærdig global udvikling, en bedre fordeling af velstand, uddannelse og muligheder. Adam Smiths hånd vil langsomt fratage de privilegerede deres privilegier og privilegere de underprivilegerede. Det eneste problem er, at de privilegerede det er os – i vesten.

”Det, vi er vidner til, er ikke bare afslutningen af ​​den Kolde Krig eller bestemt periode af efterkrigstidens historie, der passerer, men ​​historiens afslutning som sådan: det er endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og den universelle udbredelse af vestligt liberalt demokrati som den sidste menneskelige regeringsform,” skrev den amerikanske professor i International politik, Francis Fukuyama i sit berømte essay The End of History (som i 1992 blev til en hel bog) få måneder før murens fald i 1989.

Socialismen som idé var død, mente Fukuyama. Om end den i praksis spræller, vil ingen nogensinde tage idéen alvorligt igen al den stund, den svigtede de befolkninger, den lovede en bedre tilværelse. De øvrige politiske alternativer – nazismen, fascismen, nationalismen, kommunismen og marxismens – var enten døde eller i dødskramper. Triumfen for den økonomiske og politiske liberalisme var indlysende. Verden var ikke perfekt i 1989, men i det mindste vidste man nu, hvilke politiske idealer man skulle rette sig efter fremover.

Rismark, Vietnam. For en generation var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990'erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet - og ligefrem eje deres marker - hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Rismark, Vietnam. For blot en generation siden var sult ikke unormalt i Vietnam. Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990’erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet – og ligefrem eje deres marker – hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører.

Med den videnskabelige og teknologiske udvikling ville vi gå en fredelig tid i møde. Folk ville blive mere velstående og i takt hermed, bedre uddannet og efterhånden ville de kræve frihed og indflydelse på deres eget liv. Den teknologiske udvikling vil automatisk kræve bedre uddannede befolkninger, der forstår teknologierne og kan betjene dem. Den bedre uddannelse vil medføre bedre indtjeningsmuligheder og vil samtidig oplyse verdens befolkninger, gøre dem bevidste om de basale rettigheder, som de derfor vil kræve, at deres regeringer respekterer. Kort sagt, verdens befolkninger ville efterhånden indse, at ingen er bedre end andre og de ville kræve respekt, demokrati og rettigheder.

Alt tyder på, at Fukuyama får ret i sine spådomme. Det arabiske forår er næppe gået læserens opmærksomhed forbi, og skønt ingen endnu kan forudsige, om det vil føre til mere demokratiske tilstande i Mellemøsten på kort sigt, kan ingen betvivle, at de unge mennesker i Algier, Tunis og Kairo demonstrerede for mere indflydelse og en højere grad af frihed. Måske dette ”oprør” begyndte med den grønne bevægelse i Iran og måske det netop overståede valg i Pakistan bevidner tendensen. I hvert fald viser seneste rapport fra FNs Udviklingsfond, betitlet The Rise of the South, at det går fremad i økonomisk henseende. Flere af de delmål, det internationale samfund satte sig for bekæmpelse af global fattigdom er allerede nået.

Det går fremad – den globale middelklasse boomer

Budskabet er det samme i Kishore Mahbubanis bog The Great Convergence. Asia, The West, and the logic of one world fra i år. På flapteksten kan man læse følgende optimistiske budskab:

”Global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne.”

Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom er faldet med 600.000.000. Fra 2 mia til 1.4 fra 1990 til 2008 ifølge FN. Den globale middelklasse består lige nu af omkring 1.845 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 6.8 mia. Middelklassen defineres af FN som dem, der tjener eller bruger mellem 10 og 100 dollars om dagen, og man forventer at den – her midt i en global krise – vil vokse til 3.249 mia mennesker i 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. I 2030 vil den bestå af 4.884 mia. ud af en samlet befolkning på omkring 9 mia. Ifølge Hans Rosling, ekspert i befolkningssundhed, er fødselstallet drastisk dalende og verdens befolkning vil stagnere på omkring 10 mia i 2050. Til sammenligning har en familie, vi i Danmark definerer som arbejderklasse dagligt over 112 dollar til fri disposition. Ser vi på den gennemsnitlige indtægt for børnefamilier, viser en analyse fra 2013 begået af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4, at gennemsnitsindkomsten ligger på omkring 317 dollar om dagen før skat. Og i Danmark er lægebesøget, hospitalsregningen, asfalten og uddannelse dækket ind på forhånd via skattebetalingen.

Eftermiddagstrafik på infaldsvej til Hanoi.

Hanoi, Vietnam. Der er livlig trafik på Hanois indfaldsveje. Ifølge lokale kilder bor der omkring 9 mio mennesker i Hanoi og omegn. Halvdelen af dem har skiftet cyklen ud med en scooter og drømmer nu om en bil.

Væksten i middelklassen finder primært sted i Asien og Stillehavsområdet, hvor den globale andel af middelklasseborgere forventes at vokse fra 28% til at udgøre 53% i 2030. I Kina er antallet af ekstremt fattige reduceret fra 60% af befolkningen til 13%. Den afrikanske middelklasse vil ikke øge sin procentuelle andel på globalt plan, men forblive på 2%, vurderer man. Det betyder dog ikke, at der ikke er fremgang på kontinentet. De bevarer en andel på 2%, hvilket betyder en stigning i det faktiske antal. Men her skal der gøres en indsats for at skabe – for afrikanerne – bæredygtige handelsaftaler.

Børnedødeligheden er faldet fra 101 per 1000 fødsler til 69 for børn under 5 år. Hver dag overlever 12.000 flere børn, end i 1990. I landene syd for Sahara har man samlet set øget skolegangen med 18% fra 1990 til 2009. I nogle af verdens mindst udviklede lande, så som Benin, Bhutan, Burkina Faso, Etiopien, Guinea, Mali, Mozambique, Niger er skoleindskrivningen steget med 25% i samme periode.

”Kun få forventede, at børnedødeligheden ville falde, at den forventede levealder ville stige, at sulten ville aftage, og at flere ville opnå læsefærdigheder. Og alligevel gør Afrika gode fremskridt på alle disse områder. De [skeptikere] vil blive chokerede over at opdage, at selv de fattigste dele af verden gør hurtigere fremskridt, end de nogensinde før har gjort i menneskets historie.” (Mahbubani 2013:19).

Uden for den vestlige og anglosaksiske verden lå andelen af folk med basale skolekundskaber på omkring 40% i 1900. Det tilsvarende tal er nu 86%. Det betyder en mere oplyst befolkning, som ikke blot kræver bedre hygiejne for at bekæmpe basale infektioner i hverdagen, de kræver også skolegang til deres døtre og de kræver regeringer, der respekterer deres rettigheder. De vil have køleskabe, rindende vand, elektricitet, WC’er, TV’er og biler. Disse forbrugsgoder, skriver Mahbubani, repræsenterer stadig det gode liv og folks forhåbninger uanset, hvor på kloden, de befinder sig,.

Udviklingen finder sted på et tidspunkt, hvor vi taler om kapitalismens krise. Der er ingen krise. Det, der er tale om, er en allokering af ressourcer. Vestens borgere er pressede på deres jobs og lønninger, men resultatet er en mere retfærdig fordeling af ressourcerne på globalt plan. Kapitalismen virker således, som den altid har gjort. Den sørger for at pengene ender i de lommer, der producerer bedst og billigst. En åben økonomi, med fair regler for samhandlen, fri for uretfærdige restriktioner, toldmure og statsstøtte fra velpolstrede velfærdsstater til urentable virksomheder (f.eks. landbrugsstøtte) sikrer fremgang for verdens underprivilegerede.

Venstrefløjen vogter uretfærdigheden

Hvert job, der lige nu flytter ud af DK eller andre vestlige lande, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske i et andet land. Det vil venstrefløjen og fagforeningerne ikke acceptere. Med stadigt strengere krav til miljøstandarder og arbejdsforhold vil de med vold og magt holde verdens fattige fra fadet, fordi de ikke indser at disse folks mulighed for et bedre liv – og med tiden bedre arbejdsforhold – netop er global handel. Deres store fordel er det lave lønniveau, og det forsøger venstrefløjen at beskytte sine vælgere mod med misforstået retorik om løndumping og et fælles kapløb mod bunden. ”Ja,” siger Udviklingsminister Christian Friis Bach til Notat, ”standarder er ved at blive en af de vigtigste handelsbarrierer, som verdens fattige lande støder ind i.”

Socialisternes fokus på at øge den hjemlige offentlige sektor vil fastholde det dybe skel mellem rige og fattige lande; fortsat global uretfærdighed. Det er konsekvenserne af Enhedslistens, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes tankegang. Vi mangler efterspørgsel siger Johanne Schmidt-Nielsen og det har hun sagt flere gange. Venstrefløjen vil skaffe arbejdspladser i Danmark med statsstøttede ordninger, der skal øge den indenlandske efterspørgsel. Det er et eksempel på, at venstrefløjen vil sikre den privilegerede stilling, vi allerede har. Som om danskerne ikke har råd til at skifte til termoruder, hvis det var det, de ville.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi.

Venstrefløjen har mistet sit analytiske kompas. Den presser sit marxistiske konfliktskema ned over alt, den ser. Men den gør det kun på nationalt plan og har helt mistet sine internationale prætentioner, og ser derfor ikke, at denne verdens underkuede ikke findes i vesten. Lidelserne findes andre steder i verden, men der går det fremad takket være den kapitalistiske økonomis globale konkurrence. Den flytter arbejdspladser og indkomster, skaber nye håb og drømme om en bedre fremtid hos befolkninger, som ikke før har haft råd til at drømme.

Fakta viser, at det går fremad. Og det skyldes blå politik. Venstrefløjen, de vestlige fagbevægelser, Occupy-bevægelsen og de mange autonome aktivister har uretfærdigheden på deres side. Venstrefløjen agerer kustoder på museet for det vestlige menneskes historie. Den forsøger at bevare fortidens privilegier for nutidens privilegerede.

Det, der dybest set bekymrer os vesterlændinge, er ikke om, vi har råd til at komme til lægen eller på hospitalet, om vi har råd til at transportere os på arbejde eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Nej det, der bekymrer os, er, om vi har råd til den næste skiferie, sommerferien på Tenerife og en tur i Tivoli. Om der bliver råd til diverse elektriske himstregimser og den nyeste designervase til jul. Moderne rød politik og såkaldt progressiv aktivisme går ud på at sikre disse privilegier – disse sofistikerede forbrugskrav – for den vestlige verdens befolkning. I politisk henseende er det den blå fane, der signalerer håb for alverdens fattige. Den røde fane blafrer med krav om mere fritid og fede pensionsordninger til vestens velfærdsforkælede borgere. Men når ikke vi arbejder, så er der andre, der må gøre det for os.

”Verden forandrer sig,” skriver den kenyanske kommentator Gitau Warigi, ”og Deres excellencer fra Europa bliver nødt til at tilpasse sig de tider. Kina er allerede verdens næststørste økonomi og ser ud til at blive den største inden årtiets udløb. Brasilien overhalede Storbritannien i år og blev den sjette største økonomiske magt i verden, og jeg vil vædde på, at landet vil overhale Frankrig inden årets udgang for at blive den femtestørste. At ligge i med små egoer fra lande, hvis økonomier og globale magt hurtigt svinder, giver ikke megen mening.”

Regelbaseret global økonomi og internationalt samarbejde

Ifølge Mahbubani er det mere internationalt samarbejde baseret på ”the rule of law,” udviklingslandene har brug for. Og mens den globale magtfordeling langsomt ændrer sig til fordel for verdens fattige og USA og de vestlige lande ikke længere kan trumfe deres vilje igennem i de internationale organisationer, går diverse ”progressive” aktivister på gaden og kæmper den globale overklasses kamp. I 1999 vandt demonstranter ved WTO topmødet i Seattle (glimrende filmatiseret i Battle of Seattle), ifølge Mahbubani en kortfristet sejr, da det lykkedes dem, at få USA’s Præsident, Bill Clinton, til at give ”efter for nogle demonstranter og fagforeninger og [forlade] en global handelsrunde for at pacificere nogle få tusinde havne- og andre arbejdstagere i Seattle.” (Mahbubani 2013: 162).

Allerede i 1994 lovede de vestlige lande, at de ville opgive støtten til deres landmænd, men man har endnu ikke gjort det. I forbindelse med Doha udviklingskonferencen i 2001 fingerede USA et sammenbrud i forhandlingerne for ikke at komme til at fremstå som ”the bad guy,” da de ikke ville opgive støtten til deres egne bomuldsproducenter, og derved give afrikanske bomuldsbønder en chance på verdensmarkedet. (Mahbubani 2013: 176).

Når det internationale samarbejde ikke fungerer, er det fordi de vestlige regeringer endnu er så magtfulde, at de kan trumfe deres privilegerede og demonstrerende befolkningers vilje igennem. Men det er en stakket frist. De vestlige økonomier bliver mindre og mindre betydningsfulde. Og Grækerne bliver ikke bedre stillet af at tegne hitlerskæg på Angela Merkel og franskmændene får ikke deres industri tilbage af at besætte fabrikkerne.

Mens vi i vesten leger ”civilisationernes sammenstød” og med alle midler forsøger at beskytte vores egne økonomier, har Indien og Kina fundet ud af at samarbejde om de for dem store betydningsfulde ting, som f.eks. udviklingen af olieindustrien i Sudan. ”Kina foretrækker ”the big stuff” som passer Afrika bedre,” skriver Warigi. Europa kan så specialisere sig i småting.

Både Indien og Kina har sammen med de øvrige udviklingslande en interesse i et åbent regelbaseret og styrket globalt handelssamarbejde, åbent og regelbaseret således at USA og vesten ikke kan trumfe deres vilje igennem ved at vride armen om på diverse svagere stater i bilaterale aftaler. Når de sammen med de øvrige BRIKS-lande foreslår en ny udviklingsbank (BRIKS-landene er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), er det nok på tide at de vestlige landes befolkninger får øjnene op for deres dalende betydning og begynder at se med friske øjne på deres privilegier. FN-organisationerne repræsenterer for de fattige et lov-baseret internationalt samarbejde og dermed en vej til mere global retfærdighed. Til gengæld viser dokumenter fra wiki-leaks at vesten og i særlig grad USA modarbejder FNs agenda i så henseende. Som Samuel P. Huntington skrev: ”enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand.” Og lige nu tipper magtbalancen i verden. Tyngdepunktet fjerner sig fra vesten.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder.

Arbejdspladser, kapital og teknologi vil med fair handelsregler bevæge sig over landegrænser til fattigere befolkningers lande. I de lande vil det skabe vækst, virksomhederne vil udvikle sig og kræve bedre uddannet arbejdskraft, som disse lande på grund af væksten, i højere grad får mulighed for at leve op til, hvilket vil øge væksten yderligere. Og efterhånden bliver det dyrere at producere i disse lande, hvorved vi igen – efter nogle års tilbagegang – atter bliver mere konkurrencedygtige. Resultat: en mere ligelig fordeling på globalt plan.

Det fremgår af FNs Udviklingsrapport 2013, at de globale markeder har spillet en nøglerolle for den positive udvikling i verdens fattige lande. Andelen i den globale handel forrykker sig i disse år til fordel for de sydlige lande, mens den viger for de gamle økonomier i Australien, Canada, EU, USA og Japan.

Det er som Francis Fukuyama profeterede tilbage i 1990’erne. FN Udviklingsfond og Mahbubani dokumenterer det blot.

Socialismens død

Mahbubani er helt på linje med Fukuyama, når han skriver, ”Historien har givet de kommunistiske centralt planlagte økonomiske styringssystemer et dødsstød. Og ja, Nordkorea er her stadig, men hvem vil kalde det et levedygtigt samfund. Selv Cuba åbner gradvis sin økonomi og går forsigtigt i fodsporene på Kina og Vietnam, to af de mest dynamiske økonomier i verden.” Og sammen med den økonomiske vækst kommer kravet om uddannelse som igen vil forstærke hinanden. Efterhånden vil vi se flere krav om indflydelse og demokrati i verdens fattigste egne.

Det allersidste der mangler, er, at denne verdens socialister omsider forstår, at deres idé har tabt, at de melder sig ind i den fælles kamp for en mere retfærdig verden. Socialismen har ingen steder skabt varig og holdbar fremgang for den brede del af befolkningen – i stedet har den skabt sine egne privilegerede klasser. For både Kina og Vietnam gælder det, at fremgangen begyndte da man gav køb på de socialistiske principper.

Den 7. april mindes vi ofrene fra folkedrabet i Rwanda

Hvert år den 7. april samles de fleste indbyggere i Rwanda og mindes de mellem 800.000 til en million mennesker, der brutalt blev slået ihjel under folkedrabet i 1994. Det hele skete på kun 100 dage, hvor 11 tutsier i gennemsnit blev dræbt hvert andet minut af den dominerende hutubefolkning. Blot fordi de var tutsier.

Anders Aamand, Management Consultant, INSEAD MBA og advokat

Også i år mindes vi Rwandas folkedrab, og det giver endnu engang anledning til at stoppe op og spørge – har vi et medmenneskeligt ansvar og pligt til at gribe ind i sådanne situationer? Skal vi risikere danske unge mænd og kvinders liv ved at sende dem til kriseramte områder i en højere sags tjeneste og ikke blot acceptere folkedrab eller lignende overgreb i verdens tredjelande som endnu et nyhedsindslag ud af mange?

 

Stablet død fra folkedrabet i Rwanda 1994. Foto: Anders Aamand

Stablet død fra folkedrabet i Rwanda 1994. Foto: Anders Aamand

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når et folkedrab foregår langt fra vores baghave og i et land, der på ingen måde har indflydelse på vestlige økonomiske eller politiske interesser, så er det, at det i vid udstrækning let bliver fuldstændigt ubetydeligt for os.

Har vi så lært noget af hvad der skete i Rwanda i 1994? Eller er vores holdning identisk med hvad Frankrigs daværende præsident, Francois Mitterand, i januar 1998 blev refereret for at udtale: ”I sådanne lande (underforstået Rwanda) er et folkedrab ikke af særlig stor betydning.”

Der er kun ét korrekt svar – det internationale samfund må intervenere og aktivt forhindre folkedrab, hvor end det sker og lige meget, om det måtte foregå i den tredje verden uden den store interesse for den vestlige verden. Ellers har vi intet lært af de 11 tabte liv hvert andet minut i 1994.

Jeg besøgte med en studiekammerat, Mark Bell, som dengang underviste på St. Pauls School, Rwandas folkedrabsoverlevere i sommeren 2007, og det er derfor, at jeg kan udtale mig så skråsikkert. Vores medmenneskelige ansvar for ikke blot at acceptere folkedrab som endnu et nyhedsindslag, står lysende klart, når man bliver mødt med personlige beretninger fra folkedrabsberørte mennesker.

Det familie, der er tilbage

Et af de mest indtryksfulde møder jeg havde i Rwanda, var da jeg besøgte Kigali Independent University. På universitetet mødte jeg en række studerende, som alle havde stået midt i folkedrabet – mistet deres familier, men selv overlevet på mirakuløs vis. En af de studerende berettede om sin og familiens flugt i 1994. Der var ingen steder at gemme sig. Overalt huserede interahamwes (lokale militser, der stod for den overvejende del af drabene). De gennemsøgte hvert et hus, buskads og andre tænkelige gemmeesteder skridt for skridt. Alle tutsier som blev fundet blev slået ihjel på stedet – med machete eller kølle. Det lykkedes for den unge mand og hans familie at undgå de jagtende interahamwes for en stund, og familien fik en idé, som kunne redde dem. I byen befandt der sig nemlig en mindre styrke af franske soldater. Familien tænkte – hvis vi kan snige os hen til de franske soldater, vil vi være i sikkerhed. Familien begav sig hen mod den kaserne, hvor de franske soldater befandt sig, og ved at snige sig fra buskads til buskads så det ud til at lykkes. Pludselig så en interahamwe den flygtende familie, og han råbte ad dem og til sine medsammensvorne dræbere. Familien løb alt hvad de kunne – de kunne se kasernen foran sig. Redningen var inde for rækkevidde! De havde et godt forspring. De nåede kasernens gitterport, mens de kunne høre de jagtende interahamwes komme nærmere og nærmere med macheterne viftende – klar til brug. Familien råbte alt hvad de kunne om hjælp til de franske soldater bag gitteret. Men det nyttede ikke. De franske soldater foretog sig intet. De så blot til, og holdt gitterporten lukket. Familien kunne ikke tro deres øjne. Overvældet af desperation og afmagt blev de indhentet af de jagtende interahamwes. Og så var det slut. Det lykkedes den ene søn og datter at slippe væk, mens resten af familien brutalt blev slagtet ude foran kasernen. De franske soldater fulgte blot deres ordre, og havde ikke mandat til at gribe ind.

 

Et af de mange mindesteder som er spredt ud over Rwanda. Foto: Anders Aamand

Et af de mange mindesteder som er spredt ud over Rwanda.
Foto: Anders Aamand

Jeg husker tydeligt raseriet i ansigtet på den unge mand, mens han fortalte sin historie. At de franske soldater blot kunne stå og se til, mens medmennesker brutalt blev myrdet, kunne han ikke begribe og ville aldrig tilgive.

Efter besøget på universitetet besøgte vi vores lokale tolks barndomshjem. Hans gamle bedstemor boede der stadig. I husets have lå hans forældre begravet, og vi tilbragte en kort mindestund i haven. Mens vi betragtede gravene i stilhed kunne vi høre naboen rumstere inde ved siden af – den selv samme nabo, som 13 år tidligere havde angivet moren og faren som tutsier til lokale interahamwes og dermed beseglet deres skæbne. Folkedrabet i 1994 var ikke første gang, at bedstemoderen havde gennemlevet drab og overgreb. Helt tilbage i 1959 oplevede hun det første gang, da op mod 100.000 tutsier blev slået ihjel i etniske konflikter mellem hutuer og tutsier. Bedstemoderen sad nu blot tilbage i afmagt – med en mistet tro på at det ikke vil ske endnu engang.

Det internationale samfund med USA i spidsen lod fuldstændig tutsi-befolkningen i Rwanda i stikken i de 100 dage i 1994. Frem for at indsætte styrker og komme tutsi-befolkningen til undsætning vedtog FN’s sikkerhedsråd 14 dage efter folkedrabets start at nedskære FN-styrkerne i Rwanda til 270 mand med et mandat, der ikke tillod direkte intervention. FN og USA tøvede, og folkedrabet var næste fuldført, før man i FN-regi endelig kunne blive enige om at indsætte tropper i Rwanda.

De historier jeg hørte i Rwanda er desværre ikke unikke og er ikke historier, som man bliver glad af at høre, men det er sådanne historier og lidelser, vi skal huske og forstå, for at begribe hvad et folkedrab indebærer. Det er sådanne historier, vi skal huske og mindes den 7. april.

Hvis vi har lært noget

Guiden Gustave fortæller om sin families gravsted, som anes i baggrunden. Foro: Anders Aamand

Guiden Gustave fortæller om sin families gravsted, som anes i baggrunden. Foto: Anders Aamand

Har vi så lært noget siden 1994? Nogle gang ja og andre gange nej. Verdenssamfundet var meget lang tid om at gribe ind, da der fra 2003-2009 foregik uhyrlige overgreb og folkedrab i Darfur-regionen i det vestlige Sudan. Derimod viste Frankrig vejen, da de – med støtte fra bl.a. Danmark – i januar 2013 intervenerede i Mali mod islamistiske oprører, om end det var lidt sent.

Alle de personer jeg mødte i Rwanda som fortalte deres historier om drab, tab af familie og desperation afsluttede altid med at sige det samme: ”Jeg fortæller dig min historie, så du kan fortælle den videre – således at det kan sikres, at et folkedrab som dette aldrig sker igen.” Det er den anden ting vi skal huske og fortælle os selv den 7. april – det må aldrig ske igen. Kun ved at huske og efterleve dette budskab – selv ved at sende danske tropper i kamp når påkrævet – kan vi værdigt minde ofrene og de efterladte i Rwanda den 7. april.

If I can’t dance, it’s not my revolution

Enhver bevægelse bliver ekskluderende hvis den ikke gøres sjov, kreativ og indbydende, og mener man, at højskolebevægelsen skal formes af midaldrende forstandere på talerstole, er det sandt, at denne ingen fremtid har. Opfattes højskolerne derimod som arnested for kreativitet, mangfoldighed og international dannelse i blandt en bred gruppe unge, med forskellig kulturel baggrund, rummer højskolerne derimod et enestående potentiale for at skabe en bevægelse med fokus på at skabe forandring til det bedre.  

I seneste udgave af Højskolebladet kan man læse, at ”Højskolebevægelsen er død – og har været det længe”. I samme udgave berettes der ligeledes om, at de gamle bevægelser, som højskolebevægelsen, kæmper en dødskamp og langsomt erstattes af enkeltsagskultur. Dette rummer en lille del sandhed, men på samme tid afslører det et forældet og misforstået syn på højskolen, såvel som på hvad en bevægelse kan og bør indeholde. Hvis verden skal forandres til det bedre, skal der handles og udøves indflydelse, det være sjovt at være med og så skal forandringen skal komme fra folket. Men hvor samles positiv energi, motivation og fælles formål på tværs af kultur og politik? På højskolerne, naturligvis. Lad os bruge udviklingsproblematikken og Barack Obama som eksempler.

Social forandring kræver folkelig bevægelse og en folkelig bevægelse
Det er afsindigt hårdt at beskæftige sig med verdens realiteter – og egentlig ikke specielt morsomt. Alt for mange mennesker lever i fattigdom, uden rettigheder og under forhold vi tvinger os selv til at ignorere for at kunne falde i søvn om aftenen. Dykker man for dybt ned i fortællinger om kasteløses vilkår i Indien og Nepal, mennesker i Nairobis slum og for krigens ofre i Syrien er nattesøvnen for alvor truet og hovedpinen vokser. Den bekvemme udvej er at erstatte Deadline med The Daily Show med John Stewart, Politikens kultursektion studeres på bekostning af udenrigsstoffet i første sektion ligesom abonnementet på Information for længst er opsagt.

Dette er ærgerligt, men egentlig ikke hverken uforståeligt og desværre heller ikke uden grund. Det er jo en alvorlig sag at forandre verden og ikke noget man som et enkelt menneske uden videre kan overskue. For at skabe forandring har vi brug for en bevægelse, en sammenslutning af mange individer, som alle har samme overordnede formål. De skal ikke være enige politisk, for fattigdom og nød er ikke et politisk spørgsmål, men de skal være enige om et bestemt menneskesyn og de skal være fælles om troen på positiv social forandring. For nu at foretage et kvantesidespring, kan Obamas 2008-kampagne være behjælpelig med at finde vej, for denne bevægelse.

”The story of Now, Self and Us”
Da Obama i 2008 blev valgt som USA’s præsident, formåede han at gøre budskabet om ”Change We Can Believe In” til et samlende budskab for kampagnefolk og tusinder af frivillige i hvad der nærmest lignede en social bevægelse og hvor befolkningen blev inkluderet i en fælles mission. Men hvordan samlede Obama i 2008 godt 70 millioner amerikanere bag budskabet om forandring, håb og fremskridt? 70 millioner mennesker som repræsenterer et sandt kludetæppe af økonomiske, politiske, og kulturelle synspunkter? Han bød dem til dans og valsede til en stensikker valgsejr over John McCains statistiske og stillestående facon.

Det første den amerikanske Havard-lektor Marshall Ganz gjorde, da han blev bedt om at få Barack Obama valgt som USA’s 44. præsident, var at gennemføre et centralt princip, som meget vel kan have været afgørende for udfaldet af valget. Ganz understregede vigtigheden af, at alle omkring valgkampen skulle være en del af en fælles fortælling. Fortællingen skulle dog ikke dikteres af kampagneledelsen, som det ofte er tilfældet, men udspringe af de frivilliges egne erfaringer og drømme. Det var med andre ord ikke manden på talerstolen som entydigt lagde en retning for kampagnen, men derimod de frivillige selv.

Ganz stillede en række spørgsmål til striber af frivillige, ledende politikere og mediefolk og Obama selv. I første omgang bad han dem formulere ”The story of Now”: ”Hvor brænder det – hvad er problemet med verden, lokalt som globalt?”. Herefter bad Ganz folk formulere ”The story of Self”, hvor egne bekymringer og løsninger var i centrum. Han spurgte hvilken rolle den enkelte person spiller i forhold til det store perspektiv og ikke mindst hvilken motivation den enkelte havde til at gøre en indsats for en positiv forandring i USA og verden. Til sidst spurgte Ganz dem alle, hvordan og hvorfor deres overvejelser er relevante for alle amerikanere og hvordan alle amerikanere kunne samles i ”The story of Us”.

Barack Obama – en politisk fiasko, som er en folkelig succes
Resultatet af overvejelserne var en bevægelse, hvor den enkelte frivillige følte medejerskab over det samlede budskab. Et simpelt budskab, som alle kunne tilslutte sig og genfortælle overalt hvor de kom frem. Denne fortælling kunne være individuel fra person til person, men kom automatisk til at indeholde en positiv forventning om ”Change”. Og ikke bare forandring. Men forandring vi kunne tro på! Og det virkede. Det virkede i så høj grad at selv Nobelkomiteen faldt i med begge ben og gav Obama fredsprisen udelukkende på en forventning om ”Change”, alt imens dronerne eksploderer over hovederne på folk i Pakistan, Afghanistan og Irak – og helt uden tab af amerikanske soldater.

Obama blev valgt, og valgt igen og er en kæmpe succes og foregangsmand for alle som ønsker at inkludere frivillige kræfter i arbejdet for forandring. Der var masser af empati og sikkert stort set udelukkende positive intentioner, desværre uden megen mulighed for at sætte handling bag ordene. Forandringen i USA er vanskelig at få øje på og det er ikke sikkert, at komiteen bag Nobels fredspris er ubetinget begejstrede for amerikanernes indsats for fred i Mellemøsten.

Fælles front i kamp for social forandring er en ’no-brainer’.
På samme måde må bestræbelserne for større social lighed, belært af erfaringer fra Obamas valgkamp, gøres til en inkluderende og levende bevægelse, hvor det at være bevist om verdens uretfærdighed og have ambitioner om forandring og bæredygtighed ikke være en sur pligt for de få frelste. Derimod skal kampen for social forandring være dansende let, sjov at tage del i og fyldt med kreativitet og mod.
Når verden skal forandres til det bedre (hvilket ikke er til diskussion), kræver det naturligvis mere end at et enkelt menneskes liv er blevet forandret. Det kræver mere end at en enkelt oplyst højskoleelev formulerer sit krav om social forandring i sin rus efter 4 måneders højskole, hvor fællesskabet har bakket op omkring solidaritet med de mest udsatte i verdens udkantsområder. Det kræver også mere end NGO’ernes ihærdige og utrættelige arbejde og det kræver langt mere end Danmarks første og eneste kompetente udviklingsminister. Det kræver en folkelig bevægelse, hvor det er sjovt at være med.

Jeg kan kun komme på ét kvalificeret svar, når jeg skal svare på spørgsmålet om, hvor denne bevægelse skal komme fra, og det er hverken fra forstandere, fra bestyrelser eller skribenter på højskolebladet eller denne blog. Men fra højskoleeleverne. For hvem kan bedre gøre kampen for social forandring legende, kreativ og dansende end unge som uden udsigt til eksamen, forventningspres, SU-straf og nedsat kontanthjælp kan koncentrere sig om at diskutere problematikker, som inkluderer selv verdens fattigste.

Megen kærlighed, men for lidt magt.
Lad det være klart, at jeg ikke mener, at idealisme og højskoleelevers mulighed for at være skabende i en bevægelse for social forandring kan løse problemerne for verdens fattigste og fastlåste positioner i international politik.

Altmuligmanden Adam Kahane kender om nogen til fastlåste positioner i international politik. Kahane, som har universitetsgrader i Fysik, Konfliktløsning, Økonomi og sågar excellerer som klassisk cellist, var  med succes medvirkende til at sammenbringe ledende figurer i Sydafrika omkring forhandlingsbordet i forbindelse med ophævelsen af apartheidregimet. Kahane peger i sin bog med den poetiske titel ”Power and Love” på vigtigheden af, at idealismen følges med realitetssans og realitetssansen ikke overskygger idealismen. Magt uden empati kan give store resultater, men er ofte undertrykkende og kortsigtet. Empati uden magt er nyttesløs, men kan også skabe fællesskaber som undertrykker retten til forskellighed igennem manglende sikring af rettigheder og friheder. Martin Luther King udtrykte det således: “Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic.”

Vildere klovn, vildere. Dans!
På denne blogs facebookside kan man finde et link til en rapport, som peger på, at højskolen ændrer livet. Altså det enkeltes liv. Ikke livet som sådan, forstås. Slet ikke alle menneskers liv. Men forandringen starter ved at individet bevæger sig og denne bevægelse er selve højskolebevægelsen. For at skabe forandring i samfundet omkring os, er det dog oplagt at pege på, at der er brug for et langt bredere elevgrundlag for højskolerne, som Niels Gerner Nielsen også peger på her på bloggen, for at denne bevægelse kan brede sig ud.

http://sunsite.berkeley.edu/Images/emmaportrait2.jpgDe danske højskolers forskellighed, fagligt såvel som pædagogisk, konstituerende for, at højskolerne kan skabe bevægelse, men forskelligheden kan godt blive større. På tværs af fag, faciliteter, politiske og kulturelle synspunkter kan man som højskoleelev på højskolerne danse (røven ud af bukserne) og på samme tid og sted diskutere menneskelivet – alt imens man har det sjovt.

For hvem vil være med, hvis det ikke er sjovt? For som kvinderettighedsforkæmperen Emma Goldman engang sagde: ”If I can’t dance, it’s not my revolution”.

’No standing anytime’ – om samfundskritikkens fremtid

No standing anytime: Tankegangen er lige så simpel, som den er funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer. I forandringsfanatismens tidsalder, hvor selvudvikling og omstillingsparathed hyldes som eneste positive koordinater for et godt liv, risikerer vi at sætte den velovervejede og gennemtænkte kritik over styr, og det kan på paradoksal vis få den konsekvens, at vi stagnerer i gamle idéer.  

Af Mads Strarup, cand.scient.soc. i Socialvidenskab og Filosofi, gymnasielærer ved Københavns åbne Gymnasium.

”Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber på at kunne forstå om nogle dage”. Citatet er skuespiller Claus Nissens, og er lånt fra digteren og filmmanden Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske (1967). Præcis den fornemmelse sad jeg med den efterårsdag, da jeg gik mine billeder fra forårets New York-tur igennem. Der var gået en sommer, og først nu havde jeg virkelig forstået, hvad det egentligt var, jeg havde oplevet. Eller rettere; havde set.

No_standing_anytime_skiltet

I  New Yorks fantastiske og frygtindgydende uendelighed, havde én af de lange traveture ført os omkring det sydligste Manhattan, og forbi et af kapitalismens vigtigste centre; Wall Street. Her vrimlede det ikke overraskende med turister, der ønskede at forevige sig selv og familien med den berømte børs som bagtæppe. Men midt i det stroboskopiske blitzhav gjorde jeg en slags storbyantropologisk iagttagelse, hvis betydning først har ramt mig nu – måneder efter hjemkomsten. Overalt i området omkring Wall Street hænger der små, røde skilte med påskriften; ’No standing anytime’. Lad os kalde dette et påbud om bevægelse. Disse blev vistnok ophængt i tiden efter terrorangrebet den 11/9-2001, hvor frygten for at Wall Street kunne blive et kommende terrormål fik bystyret til tage en række forholdsregler. Tankegangen er simpel, men funktionel; hvis man ikke gør ophold, kan man heller ikke forårsage problemer.

Men hvorfor har dette undseelige skilt og dets påbud pludseligt fået mening for mig? Hvorfor er udsagnets betydning først blevet klart for mig nu her sikkert tilbage på den anden side af Atlanterhavet? Sagen er klar. Med måneders afstand gik det op for mig, at udsagnet ikke alene fortæller noget om den amerikanske frygt for og bekæmpelse af terror, men at udsagnets overførte betydning også kan bruges som indgangsvinkel til at forstå en af mit eget samfunds stærkeste samtidsnormer. ’No standing anytime’ kan betragtes som en betegnende etikette på et samfund, hvis grundpræmis er bevægelsen. Altid synes vi på vej videre. Hvorhen? Bare videre.

I sin kronik Forandringsfanatisme koster os trygheden gør Mathias Herup Nielsen en lignende betragtning, idet han skriver, at ”den trekant af stabilitet, tryghed og langsigtethed”, som tidligere karakteriserede det danske samfund, i dag er under et gevaldigt pres. Et pres som kommer af, at der har indfundet sig en art forandringsfanatisme, hvor begreber som ’selvudvikling’ og ’omstillingsparathed’ konstant hyldes som entydigt, positive koordinater for det gode liv. Ifølge Herup Nielsen har det den konsekvens, at vi har udviklet et samfund hvor trygheden og sikkerheden om, at i morgen ligner i dag, totalt er forsvundet. Herup Nielsens betragtninger er for så vidt korrekte, men jeg er af den opfattelse at han ikke er omfattende nok i sin konsekvensberegning. Ikke nok med at både trygheden og sikkerheden ryger sig en tur, så er forandringsfanatismens bevægelsesmantraer så skadelige, at de berøver os muligheden for at formulere dybdegående samtids- og samfundskritik.

Fra krop til sjæl

For at forstå, hvorledes bevægelsen er blevet til vores samtids eksistentielle grundpræmis, er vi nødt til at tage en lille tour de force tilbage i historien. I løbet af de sidste 50 år har det danske arbejdsmarked gennemgået en udvikling fra, at hovedparten af danske arbejdere hovedsageligt brugte deres kroppe som sit redskab, til i dag, hvor det i en lang række jobs i højere grad er arbejdernes sjæle, som driver virksomhederne fremad. Fra industrisamfund til informationssamfund; fra håndens arbejde til åndens arbejde.

Det er i denne transformation fra én arbejdstype til en anden, at vi over en bred kam i dag kan konstatere, at det i langt højere grad er i psyken (det indre), at arbejdets negative bagside viser sig, i modsætning til tidligere hvor det kom til udtryk i kroppen (det ydre). ’Udmattet’, ’stresset’, ’brændt ud’ – betegnelser er mange, men de vidner alle om én ting; at der i de senere år er blevet sat helt urimeligt høje krav til den enkelte arbejders mentale tilstedeværelse i og omkring arbejdet. Her tænker jeg bl.a. på coachingpraksissens idé om potentialefuldbyrdelse, hvor psyken betragtes som en form for uudtømmelig kilde, hvis ekspansion potentielt aldrig er fuldbyrdet. Man kan jo altid præstere bare lidt bedre, right?!

På denne vis har vi således fået skabt os et arbejdsmarked, i særdeleshed i kreative og akademiske brancher, hvor der forlanges et gennemsnitligt præstationsniveau langt over det i længden mulige. Det skyldes bl.a. det uudsagte selvudviklingsdogme, som ofte indhegner disse branchers arbejdere; Hvis du ikke er under udvikling, er du under afvikling. Det handler således om at være i konstant bevægelse. Hvorhen? Bare videre.

Intet nyt under solen

Mantraet om bevægelse har således taget den plads, som ophobningen af erfaring tidligere besad. Sidstnævnte kan kun opbygges, hvis man i længere perioder gør ophold samme sted, f.eks. i samme jobfunktion. Opholdet har netop det positive karakteristikum ved sig, at det skaber overblik, indsigt og detaljekendskab. Opholdet skaber således et solidt grundfunda

ment, hvorfra man kan orientere sig. Men når der i den evige bevægelses hellige navn ikke er tid til disse ophold, bliver erfaringen det første offer. Og dermed fjernes det nødvendige vilkår for enhver samfundskritik. Uden erfaringen, ingen reel samfundskritik. Så enkelt er det!

Den tysk-kinesiske filosof Byung-Chul Han er en af de mange tænkere, som forsøger at indfange sin samtids problemer, og i sin lille pamfelt af en samtidskritik Træthedssamfundet skriver Han følgende passus om netop det samfundsmæssige normregime, der har gjort bevægelsen til eksistentiel grundpræmis:

”Menneskehedens kulturelle præstationer, heriblandt også filosofien, skylder vi dyb, kontemplativ opmærksomhed. Kulturen forudsætter en omverden, der muliggør en dyb opmærksomhed, hyperopmærksomheden (hyperattention). Et hurtigt skift i opmærksomhed mellem opgaver, informationskilder og processer er kendetegnet for denne spredte opmærksomhed. Eftersom den heller ikke har megen tålmodighed over for kedsomhed, tillader den præcis så lidt af den dybe kedsomhed, som ikke er uvigtig for en kreativ proces. Walter Benjamin kalder denne dybe kedsomhed for en ”drømmefugl, der udruger erfaringens æg”. Hvis søvnen er den kropslige afspændings højdepunkt, er den dybe kedsomhed den åndelige afspændings zenit. Den rent hektiske adfærd frembringer intet nyt. Den reproducerer og accelererer det allerede foreliggende.”

Han forholder sig således netop til det tidligere skitserede skifte fra håndens arbejde til åndens arbejde, idet han noterer at både kroppen og ånden har behov for hvile. Åndens hvile – kedsomheden – er således forudsætningen for at vi ikke blot begår en uigennemtænkt reproduktion af det herskende normregime, men aktivt kan tage kritisk stilling til vores samtids iboende problemer, således skaber plads til at handle derpå. For det hektiske samfund, hvis permanente væren-i-bevægelse er kedsomheden og

Forfatteren

Forfatteren

gentagelsen ildeset, hvorfor disse fænomener bliver søgt minimeret og i bedste fald afskaffet. For kritikken er kedsomheden og gentagelsen dog omvendt de altafgørende tændsatser, der netop sætter den kritiske proces i gang. Og med et rammende Nietzsche-citat sætter Han fingeren på hvilke uheldige konsekvenser, det potentielt kan have når den konstante væren-i-bevægelse ikke efterlader plads til pause og ophold: ”Af mangel på ro løber vor civilisation ud i et nyt barbari”.  Det er på denne baggrund, at man med en vis bekymring, kan konstatere, at hektik og kritik ikke går hånd i hånd.

 

 

På camping i taxa

Også den danske sociolog Rasmus Willig forholder sig til kritikkens mulighedsbetingelser, og med en Bauman’sk formulering kategoriserer han vores samtids kritik for en campingpladskritik. Willig anerkender altså eksistensen af kritik, men det er en lille kritik, hvor der med campingpladsen som metafor f.eks. klages til dennes bestyrer over mindre forhold; larm, manglende oprydning etc. Altså små kritiske anmærkninger. Enten efterkommes disse beklagelser, eller også må man bevæge sig videre til en anden campingplads vis forhold bedre harmonerer med den enkeltes præferencer. Denne kritik er således lille, og har derfor hverken format eller tid til at formulerer sig mere omsiggribende. Dette står i modsætning til at den store kritik, som netop tager sig tid til at formulerer sig omfattende, hvorfor den i yderste konsekvens også er farlig for det herskende normregime, idet den store kritik potentielt er omstyrtende heraf.

Willig noterer således også, at bevægelsen er den substantielle samtidskritiks største udfordring. Men hvor Willig forholder sig til de små kritikkers overfladiske skraben, berører den danske filosof Anders Fogh Jensen omvendt mellemrummet mellem de to små kritikker – et mellemrum han benævner den permanente passage. I lighed med Willig anskuer Fogh Jensen ligeledes bevægelsen som vores samtid stærkeste normmarkør. Vi har skabt os selv en slags taxaliv, hvor det er vigtigere at være på vej, end at være fremme. Forbinder vi Willigs outdoor-definition af kritik med Fogh Jensens taxaistiske billede på bevægelse, kunne man med et præcist prædikat kalde vores samtids mennesketype for nomaden. Altid på vej videre – og gøres der ophold, et det altid kun kortvarigt.

Et konkret eksempel på at vores samtid er domineret af bevægelsesmantraer, som jeg har brugt de ovenstående linjer på at skitsere, kan man f.eks. bemærke i DRs TV-avis, hvor et af de afsluttende programindslag, introduceres med ordene: ”Og nu til morgendagens nyheder”. Den type af journalistisk imødekommelse af en umiddelbart nær fremtid, er åbenbart blevet en markant præmis i nyhedsformidlingen. Morgendagens omstændigheder er også i centrum i Novozymes’ slogan ’Rethink tomorrow’ . Men i tillæg til TV-avisen, så udsætter Novozymes udsagnet bevægelsesmantraet for en form for dobbelt acceleration, hvor både morgendagen og ikke mindst gentænkningen af denne er i spil på samme tid. I begge tilfælde er der filosofisk set tale om en foregribelse af fremtiden; en bevægelse i retning af det endnu ikke skete. Hastigt skal vi videre. Hvorhen? Bare videre.

Diagnose og behandling

Tilbage ved skiltet i New York. Bevægelsespåbuddet kan således anvendes til både at forstå den amerikanske terrorbekæmpelse og det danske arbejdsmarked. Men forener det nødvendigvis terroristen og kritikeren af det danske arbejdsmarked? Disse to figurer er i udgangspunktet væsensforskellige; den første går af argumentets saglige, rationelle vej, mens den anden anvender sig af ordløs vold og hærgen. Men på ét eneste punkt minder de om hinanden; de har begge gjort ophold for en stund, taget bestik af deres omgivelser, og handlet derpå. Dog med to vidt forskellige resultater; et legitimt, et andet illegitimt. Bevægelsespåbuddet rammer dem begge. Desværre til ulempe for samfundskritikken.

Vælger vi her afslutningsvis at anskue samtidens bevægelsesnormer som en sygdom, så udgør denne tekst et spinkelt forsøg på at stille en diagnose. Dette første kapitel mangler således et kapitel 2, som forholder sig til behandlingen. Først når dette kapitel er forfattet, kan samtidsanalysen betragtes som fuldendt, og således slippes løs. Men behandlingen må ikke være en bagstræberisk higen efter en tid der var engang, men ene og alene hvile på et fundament af dybfølt bekymring om, at vi til lyden af forandringsfanatismens jubelbrøl risikerer at miste evnen til at bedrive substantiel samtidskritik.

Måske skulle vi lytte til den østrigsk-engelske filosof Ludwig Wittgenstein, der i sine Spredte bemærkninger skriver følgende; ”Hvor andre går videre, bliver jeg stående.” Måske burde vi gøre som Wittgenstein? Blive stående. Om ikke i fysisk, så i mental forstand. I hvert fald bare engang imellem gøre ophold, orientere og fordybe os, uden lynhurtigt at skulle videre i en fart – og derved kræve vores ret til at ophobe erfaringer.

Måske skulle vi – i forlængelse af den Wittgenstein-inspirerede idé – udtænke et nyt dannelsesbegreb, som skulle praktiseres i folkeskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Et dannelsesbegreb, som både formår at sætte individet i stand til at forstå og ikke mindst bemægtige sig samtidens normer, men som samtidigt indvarsler at det lille, men betydelige ord ’nej’ ikke er en umiddelbar afvisning af en forbipasserende mulighed, men et gennemtænkt forsvar af retten til fokus, indsigt og koncentration. På denne vis kan det nuværende ’hvorhen?’ i fremtiden forhåbentligt transformeres til ’hvorfor egentlig?’.

Mange har forsøgt sig med at forfatte Kapitel 1 – Samtidsdiagnosen. Færre har givet sig i kast med Kapitel 2 – en kur mod samtiden og for fremtiden. Opfordringen er hermed givet videre.

Inspiration til videre læsning: Alain Ehrenberg: Det udmattede selv (2010 da./1998 ori.), Anders Fogh Jensen: Projektsamfundet (2009), Anders Fogh Jensen: Projektmennesket (2009), Byung-Chul Han: Træthedssamfundet (2012 da./2010 ori.), Mathias Herup Nielsen: Forandringsfanatismen koster os trygheden, Dagbladet Information (d. 26/4-2011). Link: http://www.information.dk/266189, Rasmus Willig: Til forsvar for kritikken (2007), Zygmunt Bauman: Flydende modernitet (2006 da./2000 ori.).

Det Usexede Skab – et forsvar for kernefamilien

Er konkurrencen og kravene til produktivitet på arbejdsmarkedet i Danmark efterhånden så omfattende, så uomgængelige og så bydende, at vi ikke længere har tid til familie og børn, men med nødvendighed må fokusere på os selv og kun på os selv? Eller er det bare fordi, vi ikke vil begrænses i vores selvudfoldelse?

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

Skilsmissen er den mest karrierefremmende begivenhed, der er hændt i mit liv, erklærede den provokerende antropolog Dennis Nørmark, med hvem jeg har skrevet bogen Det Virkelige Menneske, engang. Underligt måske, men udtalelsen virkede mærkværdig neutral; som en tør konstatering af fakta. Nu hvor hver eneste dag ikke blev afbrudt af konstante familiære gøremål, var der mulighed for rigtigt at arbejde igennem.

Familielivet er fyldt med afsavn, kompromiser og tid, der skal bruges på alle andre, end en selv. Nørmarks tørre konstatering antyder derfor, at der ikke er plads til et både stimulerende, selvudviklende og eventuelt indbringende karriereforløb, samtidig med at børnene får opfyldt deres behov for omsorg, nærvær og stimulerende intellektuelle og kropslige udfordringer. Men helt ærligt, kan det passe, at der ikke er plads til familie, når arbejdet i høj-moderne samfund skal passes.

I landbrugssamfundet og langt ind i industrialiseringen var familien samfundets mindste produktionsenhed. På landet fordi hele familien hjalp til på gården. I industrialiseringen, fordi mor kogte kål og tørrede snottet af ungerne, mens far slæbte sække på havnen i 12-timers skift. Det har ændret sig. I konkurrencestaten er individet samfundets mindste produktionsenhed.

Kernefamilien er måske trængt i disse år – hvis ikke ligefrem under angreb. Men hvad presser den, hvor kommer udfordringerne fra. Danskeren skal være effektiv, således at Danmark bliver konkurrencedygtig. Effektiv – fit, lækker og tjekket – i en sådan grad, at det politiske er blevet mere privat, end nogen feminist nogensinde kunne have forestillet sig. Et spørgsmål er, om kravene til effektivitet på arbejdsmarkedet, og konkurrencen er så hård, at vi ikke længere har optimale betingelser for at reproducere os. Et andet spørgsmål, drejer sig om hvorvidt presset på familien kommer indefra i form af opskruede forventninger til et liv i medgang og lykke. Verdenssundhedsorganisationens WHO’s definition på sundhed kunne være et spejl på disse forventninger: ”Sundhed er en mental tilstand af fuldkommen fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svagelighed.” Det er jo helt i hegnet – ren satire.

Parforholdets må-ikke

”Du kan ikke spise alene og du skal spise det partneren har lavet. Du kan ikke spise fedt hvis den anden er på slankekur. Du kan ikke forlange at få din forret i fred, når I spiser ude sammen. Du kan ikke pudse næse ved bordet. Du kan ikke læse avisen eller se fjernsyn, når du spiser. Du kan ikke gemme opvasken til senere, eller vaske elendigt op eller lade være med at bruge opvaskemiddel, drikke direkte fra kartonen, krumme uden at samle op nu og her. […] Du kan ikke lade være med at være opmærksom på om huset er rodet eller rent.”

Således skrev Nørmark i et lille blogindlæg på sin facebookside med henvisning til Laura Kipnis, der afmonterer de romantiske forestillinger, som knytter sig til det moderne parforhold. Musikeren Peter Sommer udtrykker sig efter sin skilsmisse således: ”En mands problem i et normalt forhold kan være, at han har svært ved at leve de der drifter ud. Man kan godt have behov for at være fucking ligeglad, ikke? Ikke stå til ansvar overfor nogen.”

Der er ingen, der gider være voksne, hvis voksen betyder, at man ikke kan få lov til alt. Man får her mistanken om, at det i virkeligheden ikke er karrierekravene, der presser, men derimod hverdagen og familielivets begrænsende trivialiteter, der irriterer. Mange højtuddannede beskæftiger sig i karrieren præcis med det de vil; sig selv og deres udfoldelse. Og anerkendelsen er umiddelbar på jobbet, hvor den kan være svær at mærke fra børn og ægtefælle – især, hvis man ikke er hjemme.

Men er det ikke latterlighed og smålighed, der trænger sig på og presser den moderne familie – lige så meget, som det måske er krav fra arbejdspladsen. Det er et paradoks, at vi på den ene side bekender os til demokrati og dermed til forestillingen om, at vi alle er lige og frie, og tager ansvar for os selv og hinanden, men samtidig ikke kan underordne os det fællesskab, som familien er.

Vi bekender os primært til demokratiet, fordi vi forbinder det med frihed. Men i det øjeblik vi ikke vil begrænse os i selvudfoldelsen – eller give den anden plads – afslører vi os selv som barnagtige og udannede. Det barnlige giver sig selv, det udannede viser sig ved, at vi tilsyneladende ikke fatter – fatter for alvor – at intet fællesskab kan bestå, der hvor enhver søger ubegrænset selvudfoldelse. Meget rammende skrev filosoffen Thomas Hobbes i 1651, at ”så længe alle holder fast på Retten til at gøre, som man vil, så længe vil alle også befinde sig i en Tilstand af Krig.”

Og lige på den anden side af barnligheden og småligheden venter så bruddet og skilsmissen. Ikke fordi vi ikke elskede hinanden, men fordi vi ikke kunne udholde lidt støv i krogene og kalkaflejringer i håndvasken. Eller fordi vi ikke kunne komme af sted på den nye Harley med ”drengene.” Man havde jo lige fået unger, og de skulle hjælpes med bleer og skolearbejde, og transporteres til klaver og fodbold. Nærmest i samme øjeblik, vi slipper af med den statslige absolutisme, vil vi selv have absolut uindskrænket magt.

Heroisk i sofaen

Forfatteren og journalisten, Rune Lykkeberg, beskæftiger sig indgående med disse demokratiets indbyggede paradokser i bogen Alle har ret. Det er stort at kæmpe for frihed og lighed, når man er undertrykt, men tilsvarende ynkværdigt at skulle tilpasse sit ego og sine personlige behov til andre, når friheden først er vundet. Vi vil have vores frihed. Vores helt egen frihed. Helt for os selv.

Når først det store slag for folkestyre og frihed er vundet, indfinder kampen om nullermænd, opvask og indkøb sig. Og den kamp kan næppe betragtes som ærefuld eller heroisk. Men hvor heroisk er det at drikke af kartonen og se TV, mens man spiser. ”I medgang og modgang,” burde måske udskiftes med ”i nullermænd og vasketøj til døden jer skiller.” Ikke særligt romantisk, men tættere på hverdagen i et frit og lige samfund.

Vi kvæler os selv i opskruede forestillinger om, hvad lykke er. Mon ikke det tilfredsstillende liv er det, der balancerer mellem hensyn til partneren, børnenes udvikling, karrieren og selvudviklingen. Vi taler om den lykkelige prostituerede – men sjældent om den lykkelige buschauffør, netop fordi vi ikke forventer, at han er lykkelig på jobbet. Men mon ikke chaufføren af og til er lykkelig, når han synker ned i sofaen ved siden af konen, børnene og blænder op for skærmen.

Og er det ikke der, i sofaen, at det sidste menneske skal kæmpe den sidste kamp, inden freden helt kan sænke sig. Den mod egoet og illusionen om det lykkelige liv. Det er en lille kamp, men hvem siger, at selvbegrænsningens kunst ikke er heroisk. Når han savner ”drengene” og drukturen, og hun tænker tilbage til en tid uden rynker og topmave, når man føler savnene, kompromiserne og fornemmer frihedens grænser, da er det, at valgenes tyngde mærkes. Og man finder ud af, om man er så solid, at man kan leve op til de valg, man har truffet.

Måske erkender vi, at vi sidder i sofaen af delvist praktiske grunde, men at sådanne kan være lige så gode som andre. Men er man i stand til stå ved de valg, man har truffet, forpligte sig til de konsekvenser, de måtte have, da er det, man bliver fri – som filosofferne har sagt – fordi man så løber efter sin egen næse og ikke alle mulige andres.

Du er Sisyfos, og sådan er det

Dagen efter, når vi sidder med den lille i armen og læser højt og kører hjem fra spejder med den store, mens ægtefællen steger lørdagskylling og lukker rødvin op, da må vi ihukomme Sisyfos på vej ned ad bjerget efter sin sten. For det er Sisyfos, vi er. Og som Camus (næsten) formulerede Sisyfos skæbne: ”Det kompromisfyldte familieliv synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hver nullermand på gulvet, hvert spor af tandpasta i håndvasken udgør en verden i sig selv. Bestræbelserne på at gøre selvstændige, tænksomme og ansvarlige individer af sine børn, er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som et lykkeligt menneske.”

Og husk lige på, at Sisyfos dom gælder i al evighed. Dine valg er kun for resten af dit liv.

Pointen er klar nok, og har altid været det. Fra Epikur over stoikerne til Søren Kierkegaard og altså Albert Camus. Det er det, du har, der skal gøre dig tilfreds. Alt det, du ikke har, generer dig kun, når du tænker på det, når du læser om det i magasiner, hører om det i radioen og ser det på TV. Vi måler os selv på naboen, hvor vi i virkeligheden skulle måle os selv på vores handlinger, de løfter vi giver, og hvordan vi lever op til de løfter, som livets omstændigheder aftvinger os.

Det drejer sig om selvbegrænsningens kunst. Vi skal lære at styre os, og det kræver et vist arbejde, fordi vores hjerner er sådan indrettet, at de stræber efter den let tilgængelige nydelse. Det er hovedpointen i Peter Lund Madsens bog om hjernen, Dr. Zukaroffs Testamente. Men som den gamle filosof, Epikur, belærer os i sit Brev til Menoikeus, ”… vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber,” hvormed han mente, at den, som formår at begrænse sig også vil kunne leve sit liv uden at føle sig forsmået.

”Det er et godt liv, du lever min ven, uden tvivl det bedste i verden, hvis du bare er stærk nok til at leve det!” Sådan siger en omstrejfende rotte til Mosegris i Vinden i Piletræerne. Hav mod og styrke til familielivet, de afsavn det kræver, og de glæder det indebærer.

Dramatisk politik og politisk drama

I løbet af det forgangne år skete det umulige. TV-historie blev skabt. Og endda i den bedste sendetid. Vi taler naturligvis ikke om at det lykkedes at krænge endnu en sæson ”Dans med de (semi)kendte” ud af de efterhånden godt gennemtærskede dansesko på tv2. Heller ikke at Linse Kessler sammen med Jørn Ege (”penislægen”, De ved) knuste en dames silikonebryster på en tilfældig københavnsk cafe, mens kameraerne rullede.

af Malthe Ibsen Sørensen, Ubberup Højskole

Næh, årets helt store kopernikanske vending inden for mainstream TV er naturligvis at politikken har gjort sit indtog i søndagsunderholdningen. Endda i begge DR’s store dramaserier. I både Borgen og nu også i Forbrydelsen er Christiansborg rykket helt ind under hyggeplaiderne i de danske stuer.Det store spørgsmål, vi må stille os selv, er, om det gavner det folkelige politiske engagement.

Václav Havel (1936-2011). Blandingen af kunstner og politiker er for sjælden. Havel var Tjekkoslovakiets sidste præsident fra 1993 og Tjekkiets første til 2003. Van Rompuy, formand for det Europæiske Råd, skriver godt nok en del haiku, men vi savner stadig et menneskeligt gesamtkunstwerk.

Václav Havel (1936-2011). Blandingen af kunstner og politiker er for sjælden. Havel var Tjekkoslovakiets sidste præsident fra 1993 og Tjekkiets første til 2003. Van Rompuy, formand for det Europæiske Råd, skriver godt nok en del haiku, men vi savner stadig et menneskeligt gesamtkunstwerk.

Birgitte Nyborg stormer rundt mellem spindoktorer, statsbesøg fra Turgisien og fredsforhandlinger mellem Nord- og Sydkharun (!?), mens Sarah Lund snuser sig frem til snavset mellem departementschefer, (hængte) statsanklagere og justitsministre. For få år siden havde en sådan konstellation af Christiansborgpolitik og tv-underholdning været absolut no-go i redaktørkontorerne i DR-byen. Man kan levende forestille sig den håbløse situation, hvor en velmenende manuskriptforfatter pitcher sin forrygende ide om et drønspændende dramatiseret trafikforlig for underholdningsredaktøren.

Underholdende politik og politik som underholdning

Nu kan man selvfølgelig indvende alt muligt mod den fremstilling af politikken, som finder sted i TV-dramaerne. F.eks. at politik gøres til en unødvendig hård og modbydelig sfære, hvor det eneste der tæller er meningsmålinger og troværdighedsundersøgelser. Partifællerne står på spring for at slagte formænd- og kvinder. Spindoktorerne lusker evindelig rundt i kulissen med en degradering og en tilbagetrækning, hvis en politiker skulle komme til at sige noget, hun rent faktisk mente, og familier og børn svigtes i et omfang, så det burde føre til øjeblikkelig tvangsfjernelse.

På den måde viderefører Borgen og Forbrydelsen blot den almindelige fremstilling af politik i nyhedsudsendelse efter nyhedsudsendelse og ekspertkommentar efter ekspertkommentar – naturligvis formidlet udelukkende af enten Christiansborg-journalister eller eks-ministre med karrieren i bakspejlet.

Det er selvfølgelig ikke særligt frugtbart for folkets nødvendige evne til at kunne spejle sig i deres repræsentanter på tinge. Hvis ikke der finder en vis grad af genkendelse sted, når folket iagttager de folkevalgte, ender vi med at have et elitært system, hvor politikken er reduceret til teknokrati og hvor kun en særlig politisk klasse bestående af djøf’ere og udvalgte medlemmer af journaliststanden reelt sidder på magten.

Politisk kunst. Den tjekkiske kunstner David Černý skabte stor ballade da hans kunstværk Entropa blev hængt op i ministerrådets bygning i Bruxelles. Mere af den slags!

Politisk kunst. Den tjekkiske kunstner David Černý skabte stor ballade da hans kunstværk Entropa blev hængt op i ministerrådets bygning i Bruxelles. Mere af den slags!

Men slemt står det ikke nødvendigvis til i dansk politik. Og man må retfærdigvis kippe en smule med flaget, når det er lykkedes instruktører og manuskriptforfattere at bringe Christiansborg ind i folks stuer på en både populær og vedkommende facon.

Men det sjove er at det sker på et tidspunkt, hvor vi igennem længere tid har vænnet os til at harcelere over en anden og beslægtet problemstilling. Nemlig at politikken øjensynligt er blevet reduceret til underholdning. Gang på gang kan vi i avisernes debatsider læse at NU er politikken blevet til personfnidder og skandalejournalistik. Beviser Helle Thornings skattesag, rygtefnidderet om Stephen Kinnocks seksualitet og sagen om Lars ”Fadbamse” Løkkes hotelfakturaer ikke bare at politik er blevet til ren forfladigende og personfikseret underholdning? ”Hvad er der blevet af den politiske substans?”, er spørgsmålet, der bliver ved med at dukke op og true med at slukke enhver forhåbning om, at vi kan videregive et levedygtigt demokrati til fremtidige generationer.

Desværre er spørgsmålet ikke lige til at feje af vejen. Det er faktisk et problem, at vigtige politiske spørgsmål drukner i fiktionaliseret Christiansborgdrama på den ene side og personfikseret Se og Hør-journalistik på den anden – altså i den virkelige verden. Den politiske substans har det vitterligt ikke nemt i dagens mediebillede.

Politik som kunst eller kunst som politik

Problemet lader sig ikke løse ved på evig kulturpessimistisk vis at pege på den nye tids forfald. For dette forfaldsargument bygger nemlig på en falsk modsætning. Nemlig modsætningen mellem æstetik – altså i dette tilfælde det underholdende element – på den ene side og politik – her den egentlige politiske substans – på den anden.

Allerede kort før anden verdenskrig grublede den tyske filosof Walter Benjamin over dette besynderlige begrebspar, æstetik og politik. Hans bekymring drejede sig ikke så meget om Forbrydelsens overtag over finanslovsforhandlingerne, men om fascisternes ”æsteticering af politikken”. Når Benjamin iagttog de højreradikales gigantiske massedemonstrationer og sportsbegivenheder, rislede det ham koldt ned ad ryggen.

Når nazisterne i Tyskland fx begejstrede befolkningen med opulente spektakler som skulle tilvejebringe følelsen af at tilhøre det tyske folk, var det, ifølge Benjamin, nemlig ikke et udtryk for et ærligt ønske om at give folket hvad der var deres ret, men derimod et forsøg på at købe masserne ved at give dem mulighed for ”at komme til udtryk”. Æsteticeringen af politikken var ikke andet end et slet skjult propagandamiddel, der blot skulle tjene til opretholdelsen af førerkulten.  For Walter Benjamin fandtes der kun ét modtræk mod fascisternes æsteticering af politikken, nemlig kommunisternes ”politisering af kunsten”.

Tænk nu lidt stort. Vladimir Tatlins tårn fra 1919 som skulle være både hovedkvarter og monument for den tredje internationale (Komintern). Desværre blev det aldrig bygget. I modsat fald havde det været 100 m højere end Eiffels tårnstump i Paris.

Tænk nu lidt stort. Vladimir Tatlins tårn fra 1919 som skulle være både hovedkvarter og monument for den tredje internationale (Komintern). Desværre blev det aldrig bygget. I modsat fald havde det været 100 m højere end Eiffels tårnstump i Paris.

I dag færdes vi – heldigvis – i et noget anderledes politisk klima. Hvor problemet for Benjamin var at politikken var blevet overophedet, ligger den politiske temperatur i dag nærmere frysepunktet. Når den politiske substans i dag bliver væk i drama og personfnidder, er vi nået til et punkt, hvor svaret på problemet ikke er den tilbageskuende og i bund og grund utopisk reaktionære gestus, som kulturpessimisterne forfalder til. Tværtimod må vi blæse nyt liv i de politiske diskussioner ved at igen at æsteticere politikken. Tilbage med opråb, flyveblade og politiske spektakler! Hvad politikken har brug for er ikke mindre, men mere æstetik.

Nu skal det her selvfølgelig ikke blive til en hyldest til fascistiske masseoptog, og det er klart at man skal være meget varsom med at blande politik og æstetik. Det kommer uvægerligt til voldshandlinger, når den politiske temperatur har nået en hvis højde, som Ernst Jünger engang skrev. Han var Walter Benjamins samtidige – og på mange måder hans modstykke og diametrale politiske modsætning..

Det er også klart at man ikke skal kigge ret langt i f.eks. syd-østlig retning for at finde eksempler på lande, hvor det politiske klima bestemt ikke trænger til opvarmning. Men når det er sagt, kunne vi virkelig godt bruge lidt politisk kreativitet en gang i mellem. Både i form af politisk kunst, men også som politisk æstetik. Den politiske temperatur kan trods alt også blive for lav.

Forhåndsbeklagelse: Det har ikke været os mulige at finde rettighedshavere til de brugte illustrationer. Såfremt der er nogle, bedes de henvende sig.

EU og Nobels Fredspris

Den norske Nobelpriskomite har tildelt EU Fredsprisen – fuldt berettiget trods alverdens forsøg på at underminere komiteens valg. Spørgsmålet er imidlertid, om prisen er nok til at redde resterne af hvad der er tilbage af politisk debat og visionerne om Europa som fælles projekt. Næppe!  

Af Rasmus Kolby Rahbek, Uddannelseskonsulent i Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD)

Historisk har Nobels Fredspris været tildelt dem, som på en gang er gået forrest i kampen for fred og frihed og som samtidig har kunnet stå som rollemodeller for en ny tids verdensborgere i en gryende globaliseret verden. Fredsprisens helt store succes har været, at dens voksende betydning faldt sammen med, at det blev muligt for helt almindelige mennesker at følge med i, hvad der foregik ude i den store farlige verden. Det var således oplagt, op gennem et særdeles voldeligt 20. århundrede, at hylde dem, der gjorde en særlig indsats i fællesskabets tjeneste for fred og frihed.

Og i år blev Fredsprisen så tildelt Den Europæiske Union ved den årlige ceremoni på Oslo Rådhus.

For generationer af politikere har det netop været hele formålet med det europæiske projekt: at skabe fred. I Danmark har en politiker som Uffe Ellemann-Jensen igen og igen slået til lyd for, at det europæiske samarbejde i bund og grund er et fredsprojekt, og at alt det der er bygget ovenpå af til tider uigennemskuelige institutioner, i sidste instans har til formål at sikre freden i Europa.

Ironien er dog umiddelbart slående: Nobels Fredspris, der modsat de øvrige Nobel-priser uddeles fra Norge, gives til en institution, som nordmændene ikke engang selv ønsker at være medlemmer af. Onde tunger mener, at den norske nobelpriskomite er ved at sælge ud og med sine valg har devalueret værdien af sit produkt, så den engang højt anerkendte pris i dag fremstår som lidt af en joke: Valget af Barak Obama før han stort set fik foden indenfor i det hvide hus, efterfulgt af kineser ingen nogensinde havde hørt om, og nu et sæt bygninger af underlødig arkitektonisk kvalitet, har på ingen måde hjulpet folkene i Oslo med at sikre deres anseelse. Og kan man overhovedet give en pris til en institution? Andre, mindst ligeså onde tunger, hævder, at EU nødvendigvis måtte vinde fredsprisen, da de aldrig ville komme i nærheden af Nobelprisen i økonomi…

At det europæiske projekt på ingen måde er en vindersag kunne man ved selvsyn konstatere, da det lykkedes Jens Rohde ene mand at spolere Venstres ellers traditionelt vandkæmmede landsmøde, fordi han havde været medforfatter til en kronik i Berlingske, hvori han havde været så uforvarende at gøre sig til fortaler for, at der stadig er områder, hvor de europæiske befolkninger med fordel kan arbejde sammen. Ja, de borgerlige ungdomspartier er sågar gået hen og blevet avantgarden i modstanden mod det europæiske projekt. De Radikale er som forunderligt kuriosum, eller undtagelsen der bekræfter reglen, de eneste der fastholder en ”positiv” europæisk politik – men de er så til gengæld også de eneste, der ikke kan præstere et valgt medlem til Europa Parlamentet.

Når EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor de sydeuropæiske lande synes at være ved at gå op i limningen og potentielt kan sætte hele det europæiske projekt ud af spillet, har det fået nogen til at sætte spørgsmålstegn ved den norske komités timing og fornemmelse for, hvad der foregår i den virkelige verden. For nogle er tildelingen af fredsprisen ligefrem en skandale. Som en freds- og konfliktforsker udtalte til Berlingske: ”EU er direkte ansvarlig for krigen i Bosnien, en række EU-lande er atomstater, Frankrig er til stadighed involveret i krigshandlinger i mellemøsten, EU har været splittet på spørgsmålet om Irak, EU-landene har i sin tid deltaget i ødelæggelsen af Irak, EU kører i dag et sanktionsregime mod Iran, og så har EU en militær organisation, men ikke en civil organisation for konflikthåndtering. EU har ikke en gang et eneste fredsakademi! At gøre sig til talsmand for alle de gode ting i hele Europa er simpelthen at monopolisere noget, man ikke selv har gjort. Det nærmer sig næsten det uhæderlige.”

Hvis det er et krav for at modtage Nobels Fredspris, at man utvetydigt skal have været ene og alene om at sikre total og vedvarende fred og frihed i et bestemt område, så kan ingen af prisens modtagere siges at være hæderlige modtagere. Handlede Michail Gorbatjov, Aung San Suu Kyi eller Nelson Mandela alene? Var Woodrow Wilson en uværdig modtager af prisen, for at være med til at stifte FN, når han samtidig havde gjort USA til en part i 1. verdenskrig og var med til at udforme Versailletraktaten, der kan hævdes at være en medvirkende faktor til 2. verdenskrig? Monopoliserede George Catlett Marshall alle de gode ting der foregik i forbindelse med genopbygning af Europa efter 2. Verdenskrig, da han modtog prisen for Marshall-planen? Nej! Det ville selvsagt alt sammen være noget forplumret vrøvleri.

Lad det være sagt helt tydeligt: Tildelingen af Nobels Fredspris til EU er både rigtig og modig!

Den er rigtig, fordi EU, til trods for at alting til romantikernes store irritation ikke altid er rosenrødt, har stået som fyrtårn for demokrati, frihed og retsstatsprincipper. Som det også fremgår af Nobelkommiteens begrundelse for valget, har EU bl.a. medvirket til fred mellem Tyskland og Frankrig; demokrati i Grækenland, Portugal og Spanien; inddragelse af de tidligere østeuropæiske stater og dermed medvirkende til endeligt at få revet jerntæppet ned; et fredeligt Balkan, hvis stater har udsigt til at indgå i det europæiske fællesskab. Den er endvidere rigtig, fordi EU bedre end nogen anden institution i både vision og praksis forsøger at leve op til ambitionen om at sikre den evige fred – også på globalt plan.

Den er modig, fordi det var mere end forventeligt, at den kritik der nu retter sig mod komiteen ville komme, særligt på et tidspunkt, hvor alt ikke just er fryd og gammen på det europæiske kontinent. Den nemme løsning villa have været, at finde endnu en ukendt fredsforkæmper fra en ukendt konflikt, som freds- og konfliktforskerne kunne bruge til at afstive deres selvtillid med. Og modig, fordi Nobelkomiteen tager fat i kraven på Barosso, van Rompuy og Schulz, og minder dem om, hvad de egentligt arbejder for: Fællesskab i fred og frihed.

Så langt så godt…

For selv om EU helt berettiget modtager Nobelprisen for sin rolle som et fredens projekt, så kommer man ikke udenom, at EU hænger i tovene rent politisk. Ja, det er næsten som om EU på det nærmeste er forsvundet som fælles politisk projekt. I hvert fald synes de politiske visioner og den politiske debat helt at have tabt til en økonomisk dagsorden. Det får den sørgelige konsekvens, at vi i Danmark kan fortsætte den evindelige for/imod diskussion – aktuelt i form af Danmarks deltagelse i Euroen, finanspagten, bankunionen etc. Og hvis vi skal bevæge os lidt væk fra den helt sort/hvide diskussion om vores deltagelse i projektet, kan vi lige mande os op til en diskussion om Danmarks mulighed for at tilkæmpe sig en rabat på medlemskabet.

Men hvorfor er det, at vi ikke indgår i en politisk debat om visioner og det politisk indhold af det europæiske projekt? Umiddelbart er der 3 mulige forklaringer på det spørgsmål: En kynisk, en absurd og en tragisk – vælg selv!

Den kyniske forklaring er, at EU blot fremstår som det fremskredne eksempel på hvad der i virkeligheden også allerede gør sig gældende for nationalstaten – og som kun vil blive stadig mere påtrængende – vi er bare ikke klar til at indrømme det endnu. Den måde hvorpå EU som administrativt og bureaukratisk projekt er adskilt fra en reel politisk debat er et resultat af, at det politiske er blevet så komplekst, at det slet ikke egner sig til en politisk debat, hvori almindelige mennesker konstruktivt kan deltage.

Når denne debat alligevel til en hvis grad holdes i hævd på det nationalstatslige niveau, sker det med den politiske debat som en zombie-kategori: Den er egentlig død, men vi lader som om den er i live! Men da vi jo ikke kan gennemføre det som en reel politiske debat, i det vi er afskåret på grund af kompleksiteten, må vi gøre det via en erstatningsdebat. Og det er derfor vi diskuterer personsager frem for politisk substans, for det er hvad der er tilbage, som vi reelt kan forholde os til. Da der ingen personsager er i EU, men kun bureaukrati, ophører selv illusionen om en politisk debat, hvorfor vi i stedet frådende kaster os over den ultimative politiske erstatningsdebat: Det amerikanske præsidentvalg – tømt for reelt politisk indhold for os, men så sprængfyldt med personsager, at selv de mest pessimistiske kynikere et øjeblik kan overbevise sig selv om, at den politiske debat er genopstået.

Den anden mulige forklaring ser den europæiske politiske debat som et stykke absurd teater: I sin form kendetegnes det absurde teater ved fraværet af dramatisk udvikling eller fremdrift; konflikterne bliver ikke løst, stykket kan lige så godt slutte der hvor begyndte. Indholdsmæssig kredser absurd teater ofte om mangel på mening i menneskenes liv eller i de institutioner de lever i. Det absurde teateret ser menneskene som forvirrede, hjælpesløse og fremmede. Dermed bliver deres handlinger og sprog irrationelle og meningsløse – absurde. Menneskene lever indenfor sociale strukturer, der har mistet al hensigt og mening, og de er ude af stand til træde ud af disse strukturer. Og så er vi tilbage ved den politiske debat som zombie-kategori.

I det absurde teater optræder de bærende karakterer ofte i par – kaldet pseudo-par – som til tider ser ud til at indgå i absurde venskaber, men andre gange lever i noget der mest af alt minder om herre-slave forhold. Ethvert pressemøde med Merkel sammen med enten Sarkozy eller Hollande har præsenteret dem som lige netop pseudo-par, der hjælpeløse og forvirrede kun lige holdes sammen af den absurde situation. Som med ethvert andet teater ved publikum godt at de er tilskuere. De springer ikke pludseligt op på scenen for at hjælpe de stakkels karakterer ud af deres meningsløshed. Og derfor engagerer de europæiske borgere sig ikke i den politiske debat, for selvom det nok afspejler verdens sande tilstand, er det netop bare en spejling – et absurd teater.

Endeligt er der muligheden for, at forklaringen på fraværet af en reel politisk debat og visioner for Europa skal findes i det tragiske. Tragedien er sørgelig, fordi det der i udgangspunktet var godt og ædelt på grund af et svigt styrter i grus. Svigtet i forhold til de europæiske visioner og den politiske debat ligger i det eklatante fravær af ansvar for at debatten netop ikke opløses i kynisme eller absurditet. En reel politisk debat er ikke noget man lovgiver eller køber sig til – om end noget måske kunne tyde på, at vi muligvis har købt os til et første skridt mod en europæisk offentlighed til en pris af en finanskrise, et par astronomiske hjælpepakker og et potentielt sammenbrud af Sydeuropa.

Ansvarssvigtet kan til tider forekomme noget nær totalt: Fra de europæiske institutioners manglende vilje til for alvor at styrke de demokratiske organer der trods alt findes i EU over de nationale politikeres populistiske mangel på mod til at gå ind i diskussionen om det europæiske som netop et politisk projekt til en presse, der ellers sjældent forspilder en chance for at promovere sig som den 4. statsmagt, men som når det kommer til EU gemmer sig bag et primitivt merkantilt argument om ”kundernes” manglende lyst til at ville vide noget om EU. Og os danskere? Tja, måske lader vi os spise af med zombier eller absurd teater – i hvert fald svigter vi vores ansvar for at holde institutioner, politikere og presse i ørerne og for at tage os selv alvorligt som medborgere i Europa. Alt sammen både tragisk og sørgeligt!

Ingenting kommer af ingenting: Ansvaret for den politiske debat og de fælles visioner er af afgørende betydning, hvis vi ikke vil svigter den fortsatte opgave med at sikre fred og frihed i fællesskab. At sikre en reel politisk debat og visioner er en Sisyfos-opgave: Her gives der ingen Nobelpriser i gyldne sale, kun hårdt arbejde…

En Westfalisk fred – for verdens borgere

Akutplan, forbedret konkurrenceevne, bedre uddannelse eller lavere lønninger er ikke frelsen. Ikke i det lange løb. Der skal nyt til. Helt nyt. En ny global westfalisk kontrakt mellem alverdens borgere, som arbejder for transnationale venskaber og samvirke frem for gensidig udryddelse. Højskolerne gjorde det engang for Danmark. Lad os gøre det igen.

Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole

”En dag i slutningen af 1850’erne kom to jyske bønder fra Balle vest for Vejle gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem til deres landsby.

Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting i de næste 30 år.”

Det er et af mine yndlingscitater; begyndelsen på Frederik Christensens selvbiografi Med livet i højskolen. Hvad de sagde, da de kom hjem, ved vi ikke. Men vi ved, at de havde været på Højskole, og at de efter hjemkomsten vendte op og ned på alting. Vi ved også, at lignende ting fandt sted overalt i landet. Nye forretningskonstruktioner voksede frem. Vi kender dem som globale og transnationale aktører, Arla, Coop, Danish Crown og Tulip International, men de begyndte alle som små brugsforeninger, andelsmejerier og slagterier skabt og drevet af bønder, som kunne se en individuel interesse i at slå sig sammen.

Konkurrencelogik og Naturret

Er det ikke muligt, at gentage dette oplysningens og fællesskabets kunststykke i et globalt perspektiv. Hvad skulle egentlig forhindre os i det? Udover almindelig usikkerhed og magelighed. Noget nyt må til. Fremtiden vil se undrende på akutplanens institutionaliserede uretfærdigheder; de lavere lønninger, som blot er en ny form for devaluering, en måde at eksportere problemer på. Og ser man bort fra, at ikke mange i Danmark vil lide alvorligt af lidt mindre på kontoen i en årrække, er tanken om lavere lønninger ikke rar at trække med ud i fremtiden. Noget andet er, at man ikke belemret andre med sine problemer, dem løser man. Og løser dem sammen, selvfølgelig, hvis man har været flere om at skabe dem.

Mere uddannelse er fint. Og det lyder besnærende, når politikerne forsikrer os om, at vi skal kæmpe os ud af krisens tider med uddannelse og forskning. Og hvad andet er der at opfordre ungdommen til. Det er en evig kilde til glæde at se unge mennesker uddanne sig og blive dygtigere, mere myndige og selvstændige, men glæden blandes med bitterhed, når man samtidig diskuterer krise med dem, og belærer dem om, at den viden og de kompetencer de tilegner sig ikke blot er til glæde og gavn, men snarere et led i national oprustning. Det eneste, der kan redde dem fra materiel armod og for tidlig død.

Og ærlig talt, de har fanget den med forskning og uddannelse på den anden side af kloden. De er jo ikke dummere, end os. Så med den form for tænkning ender det med, at vi konkurrerer hinanden ihjel. Og hvorfor skulle vi egentlig det. Vi doper os før eksamen eller snyder med opgaverne. Og vi fravælger uønskede fostre, hvordan skal det ikke gå den dag, vi kan vælge egenskaber til. Hvem vil ikke vælge konkurrencedygtige egenskaber til sit barn, den dag naboen gør det samme for sit afkom. Hvorfor egentlig ikke være på forkant og sørge for at pode lidt ekstra synaptisk styrke i DNA’et på dit afkom. Det er ikke optimering, det er overskridelse. Det er et skridt frem på status quo.

I Debatten den 16. november forsøgte Asger Aamund, at gøre vores politikere og os opmærksomme på, at det ikke blot er virksomheder, men også lande der kæmper om velstanden for at få råd til velfærden. Det fik mig til at tænke på den gamle samfundstænker Thomas Hobbes (1588-1671) og hans hovedværk Leviathan, skrevet i skyggen af trediveårskrigen, hvori han gør rede for, at ethvert menneske har en naturlig ret til at sikre sig sin egen overlevelse. Vi ligner hinanden så meget, skriver han i kapitel 13, i ”henseende til kroppens og sindets evner,” at vores håb og mål også er identiske. Og hvis to mennesker ”begærer samme ting, som de ikke begge kan nyde, og på deres vej mod de Mål, de har sat sig (som først og fremmest er deres selvopretholdelse, men undertiden blot deres Nydelse), stræber de efter at tilintetgøre eller undertvinge modparten.”

Altså må man sikre sig, hvilket bedst gøres ved forudseenhed,

”hvilket vil sige, at man med magt eller ved list gør sig til herre over så mange personer, som man kan overkomme, indtil man ikke længere kan få øje på en magt, der er stor nok til at den kan nedkæmpe én: Og dette er ikke mere, end hvad éns selvopretholdelse fordrer, hvilket er almindelig accepteret.”

Hobbes tænker videre og ender med at menneskene i stedet for at ligge i evig strid med hinanden fornuftigvis slutter sig sammen i institutionelt regulerede fællesskaber. Politiske fællesskaber. Typisk for at sikre sig mod ydre fjender. Individerne sikrer sig via statssammenslutninger, som nu kan strides indbyrdes. Efterhånden som årene går – og anden verdenskrig afsluttes – flytter den statslige konkurrence langsomt men sikkert væk fra slagmarken og ind i den globale handel.

Globalt Samvirke

Problemet er, at logikken følger med fra slagmarken ind på markedet og menneskearten har ikke siden Hobbes ændret sig i henseende til kroppens og sindets evner, mål og stræben. Krig er ikke længere politik med andre midler; det globale marked er krig med økonomiske midler. Hvis vi har Hobbes med i eftertanken, hvordan skal så formulere vores næste skridt? Jeg foreslår Højskole om igen – ikke blot danske bønder hånd i hånd over marken, som vender op og ned på tingene, men danskere side om side med ungarer, vietnamesere og ugandere og så videre – i nye globale fællesskaber. Udvikle nye forretningsmodeller og måske en mere fair konkurrence i globale samvirker.

Viden er – som de gamle grækere sagde – godt i sig selv. Det må vi holde fast i. Og viden er magt, som Francis Bacon (1561-1626) sagde. Viden er fantasiens brændstof, og jo mere fantasi desto flere muligheder. Og jo flere hoveder, der deler viden og fantasi, desto nemmere og sjovere bliver det at realisere fantasierne. Og ligesom vi bør stræbe på at realisere disse fantasier i fællesskab, så bør vi også stræbe efter at nyde resultaterne i fællesskab. Forskningen viser lige nu, at vi er klogere i fællesskab, end vi er hver for sig. Som Thomas Malone, lederen af MIT’s Center for Kollektiv Intelligens, siger her, så er det ”important to realize that intelligence is not just something that happens inside individual brains.” Der findes selvfølgelig også kollektiv stupiditet, så spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi har gang i lige nu, og ikke mindst hvad vi får gang i.

Man kunne frygte, at vi ville gå i stå, hvis ikke vi af og til følte os en anelse truede på livet. Og den fare er reel, men det burde også være muligt at gøre det anderledes. Der er benhård konkurrence i superligaen, både spillere og hold bliver bedre, men det er 90 minutter ad gangen, hvorefter de har ro til træning og udvikling. På det globale marked er det 24/7, hvorfor vi risikerer at konkurrere hinanden ihjel. Flere iværksættere er drevet af et ønske om at hjælpe til – også af udsigterne til personlig gevinst – men også af et oprigtigt ønske om at hjælpe; de skaber smarte løsninger i form af malarianet, genmodifcerede planter, der kan spore landminer, sugerør, der kan rense forurenet vand til vækst, glæde og gavn. Selv de bedste fællesskaber kan ikke afskaffe arbejde og gøre vores fornødenheder – nødvendige såvel som mere luksuriøse – gratis. Og vi skal jo heller ikke lave det samme. Øget specialisering vil være nødvendigt i mange år fremover. Men måske det er muligt at have en fair spredning af rigdomme for øje og i højere grad rette private investeringer mod noget, der gavner den globale udvikling og ikke blot den personlige profit. Det er i hvert fald en beslutning, der står enhver formuende frit for.

Frygt til morgenmad

”Ja godmorgen det et blevet tirsdag, og vi står foran endnu en dag med udsigt til finanskrise. En finanskrise, der er som en rutsjebanetur. Først kilder det bare lidt i maven, når det begynder at gå ned ad, men efterhånden kommer bekymringerne. Specielt når det viser sig, at det ligesom aldrig går op igen i den her rutsjebane. Det går bare ned og ned og ned og ned, og politikerne, der også er med om bord, leder og leder efter den knap, der kan bremse vognen.”

Vi fodres med frygt og bekymringer til morgenmad, som her af Ole Brink fra P1 morgen 28/10 – 2008. Og når vi hører om BRIK landenes milliardstore befolkninger (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), som også har fundet ud af, at uddannelse er vejen frem og oven i købet arbejder langt billigere, end vi gør. Før BRIK landene var det de asiatiske tigre, Hong Kong, Taiwan, Singapore og Sydkorea. Inden længe er det Indonesien og Vietnam. Fortæl mig hvem vi ikke skal frygte.

På højskolerne overkom bønderne deres skepsis for nabosognets folk og fandt ud af – som Hobbes skrev – at vi er temmelig ens, at vi kan arbejde sammen og udvikle os sammen. Og det kunne være slemt dengang – alle de uforståelige dialekter: ”Folk, der sagde æ Hæjst i Stedet for Hæjsten, kunne Tordenkalven ikke lide, de var ikke af hans egne,” som Johannes V. Jensen skrev om Tordenkalven i sine Himmerlandshistorier. ”Hans Sprog var rigt, sikkert og udtryksfuldt og det dannede Grænsen for hans Verden; hans vandringer strakte sig aldrig uden for Dialektomraadet.” Og sådan er det overalt i verden, sproget sætter grænser; det er ikke kun os, der dansker for meget. Men disse grænser er overkommelige. Lad os gentage højskolernes kunststykke globalt.

Vi dansker for meget

Den almene dannelse har vanskelige vilkår da opfattelsen af denne står på skuldrene af en utilstrækkelig, forældet og nationalromantisk forestilling om danskheden i centrum. De danske højskoler bør derfor gå forrest i kampen for en internationalisering af dannelsesbegrebet og sikre den ualmindelige dannelse.

Af Ole Buch Rahbek, Mellemfolkeligt Samvirke

Når begrebet ”almen dannelse” diskuteres og konkretiseres, må man ofte konstatere, at”det nationale” bliver gjort til et meget centralt begreb. Dette sker oftest i det formelle uddannelsessystem men desværre ligeledes i Højskolerne. I det formelle uddannelsessystem – i folkeskolen, på fagskoler, gymnasier, handelsskoler, på universiteter, professionshøjskolerne trives ”det danske” i bedste velgående. Her undervises på dansk i kanoniserede danske klenodier og der fortælles om en ny kolonitids ekspeditioner til Nordpolen for at annektere den arktiske undergrund.

På højskolerne kommer det forældede dannelsesideal netop til syne via en temmelig snæver lovgivning, eksempelvis når det kommer til muligheden for længerevarende studieture til udlandet – og ligeledes når skolernes jagt på internationale elever begrænses eksponentielt med udsigten til en lavere elevstøtte via EU-midler og CIRIUS-ordningen. Måske skyldes dette et manglende fællesudgangspunkt for højskolernes mission, en mission som ikke må drukne i aldrende højskoleparoler og forældede nationalromantiske forestillinger om samlingen af det danske folk som én monolitisk masse.

Problemet er, at højskolerne risikerer sin eksistensberettigelse som en skoleform med folkelig oplysning og almindelig dannelse som idealer, hvis ikke der tænkes nyt, anderledes og internationalt. Den almene dannelse i et nationalt perspektiv er er for snævert til at bære en særlig skoleform som højskolerne. Hvis ikke højskolerne udvider læringsfeltet, kan det således være svært at få øje på, hvad formålet egentlig er? Ligeledes kan man forestille sig at elevgrundlaget blandt unge forsvinder, hvis der ikke tænkes nyt.

Internationalisering af højskolerne

Kai Hoffmanns ord ”Så Syng Da Danmark Lad Hjertet Tale”  pryder bagsiden af den seneste udgave af Højskolesangbogen. Dette på ingen måde tilfældigt. På højskolerne følges opfordringen flittigt, hvor der synges fra hjertet – på dansk. At højskolesangbogen rummer mange gode sange på dansk, og tilsvarende få på engelsk, er et symptom på en tendens som trækker spor helt ind højskolelovens efterhånden forældede dannelsesidealer. Problemet er, at nationalstaten for længst har passeret sin udløbsdato som det samlende for befolkningens fælles dannelsesidealer.  Det er på tide at spørge, om højskolernes – og nationens – fælles dannelsesbegreb ikke bør gøres ualmindeligt?

Nogle gange skal man ændre sin praksis for at opnå sand refleksion og højskolerne rummer potentialet til at gå forrest i kampen for forståelsen af verden som en mangfoldig af slagsen. Loven skal ændres således at højskolerne får mulighed for studieture til fjernere destinationer og med længere ophold, der skal gives tilskudsmuligheder for at hente lokale ressourcer ind fra hele verden, som kan berette om personlige erfaringer og herigennem vække til handling iblandt unge og ikke mindst skal højskolerne turde at satse på faglighed med internationale vinkler, medborgerskab og kulturmødet i centrum.

En del af problemet og højskolernes læringsmæssige udfordring er dog, at det er vanskeligt at arbejde med det globale som begreb, da diskussionerne ofte er baseret på tro og idealer. Dette skyldes at vi har meget ringe adgang til ”det globale” og at vores viden og erfaringer begrænser vores handlekraft og viljen til forandring markant! Et godt eksempel er, at klimakatastrofen ér i gang, og at det tilsyneladende ikke er nok at vise konsekvenserne på tv. Det er bydende nødvendigt at tale med de mennesker som krisen berører, at skabe rum for udveksling af erfaringer og viden, give denne viden videre til andre og dermed skabe grundlag for forandring.  Derfor skal højskolerne ud i verden og tage sagerne ved selvsyn. Fokus for Højskolernes efteruddannelse  for lærere (HPU) må nødvendigvis internationaliseres og gøres relevant i forhold til den virkelighed som omgiver vores eget land og erstatte det antikvariske tilbageblik på højskolernes nationale udgangspunkt. Et udgangspunkt som Grundtvig med stor sandsynlighed ville erstatte med et internationalt den dag i dag.

Ualmindelig dannelse

Da Grundtvig formulerede sine tanker om den danske folkehøjskole var Danmark et land i krise. Der var behov for tanker og ord, som kunne samle landet som nation og herigennem opbygge en fælles kulturarv som grundstenen til en velfungerende stat. Tiden er nu anderledes. Det er ikke længere Danmark som skal samle sig, men det er nødvendigt, at verden rykker tættere sammen i behovet for fredelige løsninger på konflikter og kultursammenstød. Grundtvig vidste at et svagt nationalt demokrati ender med ulykkelige kompromiser, sagen er dog, at et svagt international sammenhold ender i ragnarok!

Ualmindelig dannelse er internationalt udsyn! Når unge danskere ved mere om amerikansk politik end flertallet af amerikanere er de ualmindeligt dannede – når de citerer Kurt Cobain, Bob Dylan og måske Shakespeare og samtidig kan placere Danmark i verden er de ikke blot dannede, men ligeledes folkeligt oplyste i en moderne verden. Idealet er at danne grundlaget for at kunne opbygge sociale relationer på kryds af grænserne og at indsamle viden og erfaringer som omfatter et begreb om internationalt medborgerskab.

Er lyset blot for de lærte?

af Niels Gerner Nielsen, tidligere elev på Silkeborg Højskole

Hvordan ville Grundtvig (1783-1872) forholde sig til den rolle højskolerne varetager i dagens samfund? Jeg tror, det ville glæde ham at se, hvordan livet på højskolerne landet over gyder eftertænksomme, frie og solidariske unge. Men så snart han fik børstet støvet af kisten, ville han spørge, hvor bønderne er blevet af.

Inden vi svarer på hans spørgsmål, må vi for god ordens skyld se på, hvorfor det var vigtigt for Grundtvig, at bønderne blev ”oplyst.” I Grundtvigs tid var den herskende klasse adelen og muligheden for fordybelse og oplysning tilfaldt de velstillede. Det skabte en ulighed i samfundet, der havde som konsekvens, at det i første omgang alene var adelen og byens bedsteborgere, som fik del i demokratiet efter 1849-grundloven.  Alle andre var for dumme til at få del i magten. Derfor var Grundtvigs tanke, at bønderne gennem folkelære skulle oplyses, så de var i stand til at kræve deres ret og træffe det informerede valg. Et demokrati fungerer meget dårligt, hvis store dele befolkningen er uoplyste. Tag et kig over oceanet og betragt, hvilke faktorer der gør sig gældende i en amerikansk valgkamp …

Højskolerne tog et uvurderligt ansvar i arbejdet for demokrati. Et ansvar, der i lige så høj grad, burde løftes i dag.

For at vende tilbage til vores genopståede Grundtvig, så ville jeg – udover at være frygtelig imponeret over at stå overfor Grundtvig – have svært ved at svare på hans spørgsmål. Hvem er de uoplyste i dagens Danmark? Ser man på hvem der aktuelt kommer på højskole må svaret være, at gymnasieeleverne er de uoplyste. Men kan vi virkelig kategorisere gymnasieelever med kurs mod universiteterne som uoplyste? Ja, alle har brug for tid til omtanke og tanke om andre, men det er ikke nok i forhold til det ansvar højskolerne har i samfundet. Nu nærmer vi os selve kernen i dette indlæg!

Højskolerne gør simpelthen ikke nok for at tiltrække de ufaglærte, de kortuddannede, herunder indvandrerne – dem, der har svært ved at navigere i den moderne verden. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser i deres dugfriske klasseanalyser at den sociale mobilitet har det værst blandt de ufaglærte og kortuddannedes børn. Med fare for at lyde kategoriserende, ligger der her et enormt potentiale for højskolerne: At oplyse den del af befolkningen, der ikke er på vej ind gennem universiteternes sluser. Højskolerne er blevet en niche-branche, hvor man mere ser sig selv som beskytter af noget snarere end som udvikler.

Lad mig illustrere hvilke konsekvenser det har, at højskolen ikke løfter sit ansvar om at oplyse.

1)      Specialhøjskoler. For at højskolerne skal klare konkurrencen om optaget, så tilbyder flere og flere højskoler specielle linjer, der dygtiggør eleven indenfor et snævert felt.

2)      Den intellektuelle tilgang: Det er blevet højskolesport at kæmpe imod alt, hvad der kunne tænkes at forandre. Fx på dette forum, hvor Lars Andreassen skriver under titlen Friheden i Højskolen. Her hæfter LA sig ved en udtalelse fra en politiker, Esben Lunde Larsen, som går på, at indvandrere skal tvinges til at tage på højskole. Det handler straks om for LA at beskytte højskolernes værdier og hermed fælder han politikerens grundidé om at indvandrer skal tage på højskole ved blankt at afvise idéen, da ordet tvang indgår.

Her er en politiker, der efterspørger en forandring i målgruppen af højskoleelever, fordi han mener, at et højskoleophold vil gavne dem, derfor er det hæmmende for debatten om højskolernes rolle i nutidens samfund, at LA føler det som en pligt at afvise incitamentet. Lader han ikke ligefrem hånt om Højskolernes fremmeste opgave, nemlig at oplyse og på den måde skabe muligheder for enkeltmennesket? Det kommer vi ikke videre med.

Jeg håber med dette indlæg at give bolden op til en diskussion om højskolebevægelsens rolle i et demokratisk samfund. Lyset bør stadig ikke forbeholdes de lærde, slet ikke statsfinansieringen taget i betragtning!

Borgens Store Filosoffer

af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole.

Der er mange måder, hvorpå vores politikere minder om de store gamle filosoffer. Det er ganske vidst ikke altid det indtryk, man får, når man følger årets gang på Christiansborg. Gør man det, kan man nemt blive i tvivl om, hvor man bør sætte sit kryds, da også politikerne ofte virker som nogen, der tvivler på deres egne holdninger.

Helle Thorning Schmidt (S) kan både gå ind for efterløn og for afskaffelsen af samme. Lars Løkke Rasmussen (V) kan tale om lettelser i topskatten for de rigeste og om ikke lettelser i topskatten til de rigeste. Indføre fedtafgift og ville afskaffe den igen. Thulesen Dahl og DF kan være med til at afkorte dagpengeretten og have lyst til at forlænge den igen. Det er som om, politikerne ikke forstår, at deres love har konsekvenser, og at det derfor ikke er hip som hap, hvad de siger, mener og gør.

Der skal være plads til at ændre holdninger, hvad skulle vi ellers med frihed og demokrati? Og det er jo ikke på samme tid, Thorning og Rasmussen mener noget forskelligt om det samme.  SFs politiske ordfører Jesper Pedersen kan til gengæld i samme åndedrag indrømme, at der ikke er fattige i Danmark og samtidig bekæmpe fattigdom i Danmark. Indtil videre har vi diskuteret absolut og relativ fattigdom, SF opererer nu også med en slags metafysisk fattigdom (og for at bekæmpe den, må vi jo hæve skatterne). Det strider mod kontradiktionsprincippet,* som Aristoteles formulerede det, og fører til ovennævnte absurditeter.

Fornuft og Forbud

Der er ingen grund til at fortvivle. En nøgle trukket hen over medielakken afslører hurtigt et ekstra lag hos de folkevalgte. Ikke nok med at de vil os det bedste, de kan også være morsomme og tankevækkende. Hvem morede sig eksempelvis ikke over Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsens (LA) fattigdomsdiskussion i det sene 2011.

Og tankevækkende er det, når Karina Lorenzen, SFs forbrugerordfører, siger således: ”Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige mennesker i SF. […] Det er alt for kompliceret for almindelige borgere at overskue, hvad der er usundt, og hvad der ikke er.” Hun minder mig om den store filosof Platon, der levede fra 427 til 347 fvt – og navnlig Platons Hulelignelse.

Jan Saenredam (1565–1607) har her illustreret hulelignelsen fra Platons værk Staten. Vi ser, hvordan flertallet forfærdes, skræmmes, glædes og diskuterer skyggebillederne i øverste højre hjørne i den tro, at det er virkeligheden. Længere står en flok mere indsigtsfulde personer, som enten har været helt uden for hulen eller står og samler mod til at gå ud i det hårde dagslys. Fra solen stråler sandheden om det gode lige ned i øjnene på folk og forvandler dem til filosoffer og politikere. Man kan sige, at regler, regulativer og lovforslag nærmest stråler direkte fra solen, gennem filosofferne og ned på befolkningen nederst i hulens mørke.

Til forskel fra Lorenzen så Platon ikke verden som kompliceret, snarere som et blændværk. Eller rettere; de fleste mennesker lever i illusionernes verden, mente han – dog ikke filosofferne. Nu om stunder ved befolkningen ikke, hvad der er godt for dem selv. Og den lytter ikke til politikernes oplysningskampagner. Platon havde et lignende problem – måske grækerne havde filosof-lede, sådan som vi nu har politiker-lede. Selv de bedste filosoffer oplever, at folket flest finder dem komplet ubrugelige. Men Platon fastslog at skylden ikke ligger hos filosoffen, men hos den, der ikke forstår at bruge filosofien (jf. Staten 489b).

Platon tog temmelig radikale midler i brug. Han ville afskaffe al ejendomsret – også den over kroppen – og lade filosofferne administrere opdragelsen af samfundets borgere. Han var heller ikke demokratisk sindet. Det virker mere nutidigt at lade borgerne administrere deres egne midler i hvert fald i et vist omfang. Man kan jo altid forsøge at hjælpe den private administration af indtægterne med en smule afgifter (altså på den del indtægten, der ikke er pålagt indkomstskat).

Sandheden er sund og simpel

Politikerne har jo ret i, at verden er kompliceret og derfor er det nødvendigt med folk, der kan forklare noget af denne kompleksitet for befolkningen og finde ind til det mere langtidsholdbare i al omskifteligheden. Og man kan se det: usund livsstil er tydeligvis forbundet med kort uddannelse. Platons filosoffer skuede klart forskellen mellem verdens illusoriske fænomener og så det evige og virkeligt gode. Og det gode er både simpelt og sandt. Jeg tænker, at Platon helt sikkert ville vælge sushi frem for flæskesteg og brune kartofler, havde han levet i dag. Og det er ikke blot på grund af det gode ved sushien, det er ligesom også sværere at bevare de klare linjer, når den brune sovs flyder sammen med rødkål og kartoffelkrummer. Den sunde krop holder længst, den er med andre ord tættere på evigheden (og det guddommelige), end den hedonistisk arede, usundt ødelagte krop.

Og her har vi et problem: Befolkningen bliver mindre og mindre evig. Den motionerer for lidt, spiser usundt, bliver tykkere, får diabetes etc. Og hvis sjælen er sund i et sundt legeme, hvad er den så i et usundt? Måske skal vi bare smide Mcdonalds ud af landet, som Özlem Cekic foreslog?

Der er alt for mange fristelser. Det skønne, det gode og det sande er simpelt – minimalistisk. Og det er netop filosofferne hos Platon, der er i stand til at lave denne distinktion mellem ”det evige og uforanderlige” og ”fænomenernes mangfoldige og stadige skiftende verden”, og derfor er det filosofferne, der skal køre showet (Staten 484b). I dag er det soleklart, at det er politikerne, der kan skelne mellem det, der giver et sundt, langt og produktivt liv og supermarkedernes ugentlige slagtilbud i farvestrålende emballager.

Derfor er det også politikerne, der ”[…] skal sørge for, […] at der bliver skabt rammer, som gør det nemmere at vælge at leve sundt”, som Lone Dybkjær i sin tid sagde, da hun var sundhedsordfører for de Radikale. Og rammer rimer på afgifter.

Politikkerne skal høre for meget, også her, og det er måske ikke rimeligt. De er jo, som Platons statsfilosoffer, forpligtede i kraft af deres indsigt. Desværre findes der en lille undersøgelse, der forsigtigt antyder, at befolkningen sparer på de sunde fødevarer, når priserne hæves for at få råd til de farvestrålende slagtilbud. Det ser altså ud til, at befolkningen har sin egen vilje. Det er også forbandet, der er så hyggeligt i hulen foran skyggebillederne.

Note

* Den bærende ide i modsigelsesprincippet (kontradiktionsprincippet) er, at noget ikke kan være sig selv og det modsatte på samme tid.  A kan ikke være B og ikke-B på samme tid. Der ligger det i det, at hvis vi skal tale fornuftigt sammen, nytter det ikke, at vi påstår et og det modsatte om tingene.

Solen – Vores Stjerne

af Christoffer Karoff, Aarhus Universitet

På et sekund udstråler Solen mere energi end vi har brugt i hele menneskehedens historie. Uden Solen ville der ikke findes liv på Jorden. Uden Solen ville Jorden være en mørk og gold planet uden lys og med en temperatur på minus 273 grader. Alligevel mener de fleste klimaaktivister, at Solen ikke har indflydelse på Jordens klima.

I dette essay vil jeg prøve at sætte spørgsmål ved den antagelse. Dette vil jeg gøre ved at fortælle jer lidt om vores stjerne, Solen. Hvad er det der får Solen til at lyse? Hvordan kommer dette lys ned til os på jorden? Har Solen betydning for klimaet på Jorden og kan Solen være farlig for os?

Den eksplosive Sol

Solen er ikke bare en konstant lysende kugle der giver os lys og varme. På overfladen af Solen kan vi med jævne mellemrum opleve kolossale eksplosioner – de så kaldte Corona Mass Ejections, hvor enorme mængder af millioner grader varmt plasma skydes ud i rummet. Disse eksplosioner skyldes ændringer i Solens magnetfelt. De sidste 100 år har vi oplevet mange store ændringer i Solens magnetfelt og vi har derfor ofte kunne registrere eksplosioner på Solens overflade som dem på billederne.