Først en opfordring til alle: ateister, agnostikere, katolikker, protestanter, lutheranere, calvinister, baptister, pinsefolk, konservative, liberale, libetarianere, kollektivister og individualister uanset hvilken boks du enten bliver puttet ind i, eller du selv har placeret dig i – begynd at læse Søren Kierkegaard. Ikke læse om ham (undtaget her), men læse det han selv skrev og begynd med ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himmelen” (herefter ”Liljen”).

Aksel Tarras Madsen, Finansanalytiker med passion for Kierkegaard.

Med de tekster begynder ens Kierkegaardlæsning med det centrale i forfatterskabet, nemlig evangeliet; kristendommen. Den der er fremmed overfor kristendommen og ateisten vil sige: ”netop, det er derfor Kierkegaard er uinteressant.” Men nej, det er netop derfor Kierkegaard er interessant. Fordi han evner, som ingen anden, at tydeliggøre, hvad et menneske er, og hvad menneskelivet består af, hvad evangeliet er, og hvordan vi kan leve dette liv i sand individuel frihed. Dermed sagt, at hvis man vil læse Kierkegaard, som en filosof der – måske nok – havde en kristen side, men også havde så meget andet – der kan tale til mennesker af i dag – så kan man vælge den tilgang – men det var aldrig Kierkegaards egen tilgang (se f.eks. ”Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed” og ”Om min Forfatter-Virksomhed”).

Kierkegaard skelner selv mellem sine opbyggelige skrifter og de pseudonyme, ikke som to uafhængige forfatterskaber, men sådan at hele forfatterskabet skal ses som én bevægelse mod det, at blive sig selv overfor den Absolutte. Det er ved spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen er kernen i hele forfatterskabet eller ej, at Kierkegaardreceptionen splittes i forskellige skoler og opfattelser. Mit udgangspunkt er, at Kierkegaard skræller alle udenomsaktiviteterne væk, så alene muligheden mellem troen eller afvisningen af troen står tilbage; at hele forfatterskabet peger hen imod troen på Gud åbenbaret som mennesket Jesus Kristus. Kierkegaards anliggende var at stille mennesket i et eksistensforhold ind for Gud. I dette eksistentielle forhold ligger menneskets inderste erkendelse og hemmelighed. Det er dette forhold, der på smukkeste vis folder sig ud i Kierkegaards forskellige taler om liljen og fuglen.

Kierkegaard skriver 3 steder om ”Lilien og Fuglen”. Udover ”Liljen” (bind 14) skriver han i ”Opbyggelige Taler i forskellig Aand: anden afdeling. Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre taler” (bind 11), samt i ”Christelige Taler: Første Afdeling. Hedningenes Bekymring” (bind 13). Mine henvisninger er til Gyldendals udgave af Kierkegaards Samlede værker fra 1962. På sks.dk er alle Kierkegaards værker tilgængelige.

Hvorfor læse Kierkegaard og hvordan

Kierkegaard skal du læse for din egen skyld. Formålet med sand humaniora er, at opbygge det enkelte menneske. Humaniora skal bevare kulturen, sikre erindringen, vise ”det større,” der er udenfor en selv, bevare ideerne, pege på sandheden og dermed give grundlaget for at bevare den enkelte som den enkelte. Det enkelte menneske må finde, hvor i tilværelsen det står. Her er Kierkegaard en hjælp, fordi han skrev til ”hiin enkelte” – hvilket ret beset er en kristen præmis. Kristus henvender sig altid til den enkelte, aldrig til flokken, flertallet eller masserne. Evangeliet er ikke kollektivt, det er altid individuelt.

Kierkegaard skriver i ”Liljens” forord, at han alene skriver til ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min læser” (Bind 14, s. 127). Derfor kræver det, at læse Kierkegaard en anden læsemåde, end vor normale forhastede, hvor hurtighed er en kvalitet. I vort samfund, skal alt gå hurtigt, være nyt, ikke vanskeligt og ikke kræve en indsats af vedkommende. I dag sættes ens egen lyst lig ens behov – og de fordres opfyldt nu. Det er den kollektive tilgang, hvor alle går i samme retning. Kierkegaard anviser en anden vej, han viser, hvordan den enkelte kan træde ud af det kollektive og blive sandt menneske.

Det moderne menneske sidestiller det at få egne umiddelbare behov og lyster tilfredsstillet i nuet, som værende lig det at leve i nuet og være ansvarlig for sig selv. Begynder man derimod at læse Kierkegaard, åbner der sig et andet syn på tilværelsen. Begynder man at læse ”Liljen” bliver man konfronteret med holdninger og synspunkter, der er aldeles uacceptable. Uacceptable dengang Kierkegaard skrev og i dag. Vi møder et ”du skal,” der kræver lydighed, tavshed (stilhed), udholdenhed, tålmodighed. Men dette imperativ er forudsætningen for selverkendelsen i nuet, livet i dag, sand trøst, og sand glæde i nuet. Læser man langsomt, kan Kierkegaard nemlig vise én, at det at erkende, hvem man er, hvor man er, og hvordan man står som menneske i mødet med tilværelsens problemer og modgang – kan være en langt mere radikal frigørende position, end den vi, i vor ufrie tryghedssøgende kollektivistiske uselvstændige tilgang, opfordres til af ”masse-menneskene.”

Kierkegaards eminente psykologi udfolder sig i alle hans værker, med det formål at afdække og beskrive alle facetter af menneskelivet. Livet der udfolder sig i spændingsforholdet mellem det, at Gud blev menneske og dermed en af os – og at vi kan vælge at leve vort liv i forhold til det grundlag (nemlig, at Gud blev menneske) eller vi kan leve uden det grundlag.  Kierkegaard evner at afdække det egentlige indhold i vore bekymringer, håb, ønsker, drømme, skuffelser, angst, begær, ambitioner, behov som ingen anden. Ved at læse ham kan man få hjælp til at forholde sig til alle facetterne af menneskelivet, forholde sig til de valg, der skal træffes.

Kierkegaard skal læses langsomt. Intet af Kierkegaard kan læses hurtigt. At læse Kierkegaard er et opgør med fortravletheden, med det forjagede, med det overfladiske. Læs derfor Kierkegaard langsomt – give ham tid til at vise dig, hvad hans tekster formår – alene til personlig opbyggelse.

At læse ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”

”Liljen” begynder med en Bøn, hvor Kierkegaard fremhæver og pointerer ens eget ansvar, ens egen opgave, den enkeltes mulighed og hvor Kierkegaard vil vise, ”hvad det er at være Menneske” – hvilket er vanskeligt i det moderne samfund, hvor ”Menneske-Vrimlen” dominerer. Her peger Kierkegaard i 1849 på det forhold, at masse-mennesket, det kollektive, altid vil føre den enkelte væk fra ”Fordringen til det at være Menneske.”  Og fordringen består i ”Taushed, Lydighed, Glæde!” lærer vi af liljen og fuglen ved at iagttage dem (Bind 14, s.129).

Teksten, fra Mattæusevangeliet 6.24-34, som Kierkegaard lader sig inspirere af lyder: ”Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.  Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej?  Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser, de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ”Hvad skal vi spise?” eller: ”Hvad skal vi drikke?” eller: ”Hvad skal vi klæde os i?” Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Lære tavshed

Kierkegaard peger på, hvor vanskeligt det er at blive menneske når der ikke er ro, men snarere uro i ”menneskevrimlen.” I selskab med mennesker, især mange mennesker, finder vi aldrig ud af, hvem vi er – derfor vil Kierkegaard, at vi tager Ordet alvorligt og faktisk helt konkret lærer noget af, at iagttage en blomst i skoven og en fugl. Vi skal lære af dem. Bogstaveligt. Det første er at lære tavshed. Stilhed. I skoven er der stilhed og ro. Der, hvor menneskene er, er der uro, aktivitet. Er det eneboeren, han anpriser? Nej, det er at vi vælger stilheden, der hvor vi nu engang er. Vi skal lære af blomsten og fuglen: uanset hvor de er, er de, som de er. Blomsten blomstrer (smukt) i skoven eller på en mødding. Den er ikke kun smuk, hvis omgivelserne er smukke. Fuglen synger smukt i skoven, den synger smukt, hvor den er. Den synger smukt selv om ingen vil lytte, selv om dumme børn smider sten efter den. Hverken Liljen eller Fuglen lader sig forstyrre af det, der er omkring dem. De har lært at tie. De har lært tavshed.

Hvad er så tavshed? Det er begyndelsen. Det at tie er forudsætningen for at kunne høre. ”Thi vistnok er det Talen, der udmærker Mennesket fremfor Dyret, og da, hvis Nogen saa vil, langt fremfor Lilien. Men fordi det er et Fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulde være en Kunst at kunne tie… fordi dette hans Fortrin saa let frister ham, derfor er det en stor Kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tause Læremestre: Lilien og Fuglen.” (B14,s.135).

Det at kunne høre, er forudsætningen for at lære. Det er en enkel almengyldig sandhed, som i den ophidsede skoledebat i 2013 nærmest er glemt. At mennesket har vanskeligt ved at tie stille, er endnu tydeligere i dag, hvor enhver mening skal høres og hvor menneskevrimlen bestemmer, hvad der lige nu er den herskende sandhed. Kierkegaard viser, at vi begynder med at tie og være tavse overfor Gud, og dermed har vi slået hul på fordringen om at blive menneske. Hvor vi i dag altid fremfører alle vore ønsker, den ene samfundsgruppe stiller krav overfor den anden, børn beder deres forældre om det ene og andet, så skriver Kierkegaard: ”og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud” (B14,s.136).

Som menneske lærer vi aldrig os selv at kende, hvis vi konstant taler og kræver det ene og andet. Vi lærer os selv at kende ved at kunne tie stille og vente (bie). Det er et opgør med vor egen hektiskhed, her kan vi aldrig ”bie” eller vente på noget, men alt skal ske nu. Kierkegaard viser at ved det at bie, kan man finde fred; fred med sig selv, med sine egne dæmoner. I stilheden ligger freden skjult. Evangeliets Gud er skjult. Skjult i stilheden, i roen. Det kræver dog, at den enkelte søger stilheden gennem at tie stille. Det var ikke Nietzsche, der slog Gud ihjel, men larmen i samfundet og den moderne kirke. Så når Kierkegaard udlægger ”søg først Guds rige” – så er det ”først” at kunne tie stille før noget andet.

Det ville jo også være rart, hvis flere baserede deres udtalelser i det offentlige rum på personlige overvejelser frem for blot at være en del af den larmende menneske-vrimmel. Eller at flere blot holdt helt mund.

Dermed lære lydighed

Når vi har lært at tie stille kan vi lære lydighed: ”at blive taus, er den første Betingelse for i Sandhed at kunne Lyde.”  Uroen i og omkring os er en hindring for at lære lydighed. ”Var der aldrig saaledes Taushed omkring Dig og i Dig, saa lærer Du heller aldrig Lydighed. Men har Du lært Taushed, saa gaaer det nok med at lære Lydighed” (B14, s.148). Hvorfor skal vi lære lydighed? Hvad skal vi bruge lydighed til i 2013? Lydighed er jo et ord, der vrænges ad i år 2013. Lydighed er et ord, som ikke må anvendes og fordi det er gået tabt, er meget godt tabt. Børn skal være lydige overfor deres forældre. Det lærer de ved at tie stille. Ro er forudsætningen for sandt fredfyldt samvær også mellem forældre og børn – også i 2013. Lydighed fordrer, at der er autoritet tilstede. Hvor autoriteten er nedbrudt eller ikke anerkendes, så forsvinder den, men den erstattes ikke, den går tabt og tabet skaber uro, fjendskab og splid i stedet.

Når en moderne forældre ikke ønsker at være en autoritet, når den moderne lærer ikke tør (eller kan være) en autoritet, så er det naturlige forhold mellem forældre og børn, mellem lærer og elev ikke erstattet af noget andet. Det er gået tabt. Og i det tab, taber vi os selv. Er der ikke ro omkring én selv, lærer vi aldrig lydighed – og så kan vi heller ikke fastholde ”fordringen til det at være menneske.”Vi skal altså lære lydighed, fordi liljen og blomsten er vore læremestre. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en, men tavsheden er forudsætningen for stilheden i en. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en. Tavsheden i dig forudsættes af stilhed omkring dig – log ud, log af.

Liljen og fuglen er ubetingede lydige. De blomstrer og synger uanset omstændighederne. De er ikke halvhjertede i modsætning til menneskene, som Kierkegaard skriver: ”hvad de fleste Mennesker forstaa sig bedst paa: Halvhed.” Så viser lydighed helhed. ”Du skal elske” siger evangeliet. Dette imperative ’skal’  er fordringen for det menneskelige. Men elske kan du ikke gøre halvt. Enten elsker du eller også elsker du ikke. Eller med Kierkegaard: at liljen er dejlig uanset omgivelserne. Den står, hvor den står – og er dejlig hvor den står. Den er lydig, hvor den står. ”Thi Liljen er, trods Omgivelsen, sig selv, fordi den er Gud ubetinget lydig.” Ved at være tavs, ved at finde stilheden og i stilheden stå, hvor man står, kan man blive sig selv.

Fortvivlelsen

Men Kierkegaard kender mennesket og den fortvivlelse, som tilværelsen også rummer. Vi er jo ikke over-mennesker, der kan tie stille og finde ro og fred, men fortvivles over det ene og andet enten hos os selv eller hvad der rammer os af tilværelsen. ”Fortvivlelse forhindrer os selv i at blive, hvad vi kunde være blevet, om end kun et Øjeblik. Anderledes med Lilien; den var ubetinget lydig, derfor blev den sig selv i Deilighed, den blev virkelig hele sin Mulighed” (B14,s.151). Den blev hele sin mulighed. Det er det valg, vi har, det er den mulighed tilværelsen giver, at blive hele sin mulighed, det er det eksistentielle valg, i lydighed at blive det, der til fulde er din mulighed. Men i lydighed overfor Gud. I lydighed overfor det absolutte. Heri ligger det ”at blive sig selv.”

Det individuelle menneske stræber efter at være sig selv, men spejler sig hele tiden i sine omgivelser. I det tiden fordrer. Og fordi mennesket vil være sig selv i forhold til alt muligt andet, i forhold til menneskevrimlen, i forhold til støj og larm, bliver det aldrig sig selv – finder aldrig ind til sig selv. Nogle mennesker tror, de udtrykker sig selv gennem larm, råben og skrigen. Hvad enten det er religiøse tosserier eller politiske fantaster, der kræver det ene og andet af andre, latterlige mediefigurer, larmende demonstranter. Alle vil de hævde at udtrykke sig selv gennem det, de gør, men ret beset er de alle blot et spejlbillede af menneske-vrimlen, af den forvirrede larmende hob.

At blive hele sin mulighed, bliver fuglen også – når den rejser væk, netop når den har det godt – så rejser den – den ”slipper det Visse for at gribe efter det Uvisse.” Tilværelsens fremtid er uvis. Vi kender ikke dagen i morgen, men fuglen og liljen er lydige mod deres potentiale – de opfylder deres mulighed. Det kan de, fordi der ikke er noget halvt hos dem. Vi tør ikke gribe det uvisse for det visse, hvorfor vi misbruger øjeblikket.

Den Kristendom som Kierkegaard viser, er så radikalt anderledes end den pussenusse kristendom, der ikke forarger nogen – og som er tømt for både Gud og indhold, atden er pjat. I dagens Danmark er alle enten kristne, ateister, buddhister eller noget andet. Det er et fedt det hele. Der er nogle missionsbevægelser og frikirker, der er lidt mere pietistiske og sætter leveregler op for folk – så det får skin af helhed. I forhold til Kierkegaards lære er det at lege kristendom. Mennesket finder sig selv ved at acceptere sin stilling: at stå overfor det absolutte, accepterende den absolutte fordring ”du skal.” Hvorfor den, kristendommen, er et individuelt personligt anliggende.

Tavshed og lydighed fører til glæden.

I sidste del af ”Liljen” fører tavsheden og lydigheden frem til det sidste, der skal læres, nemlig: glæden. Glæden er, at hele vægten ligger på ”der er et Idag, det er, ja der falder et uendeligt Eftertryg paa dette er; der er et Idag – og der er ingen, slet ingen Bekymring for den Dag Imorgen” (B14, s.160). Vi lever i dag, og lærer vi tavshed og lydighed af liljen og fuglen, så lever vi, som var der ikke en dag imorgen. Ret beset ved vi ikke, om der kommer en dag imorgen. Vi har i dag, vi har nuet.  Dagen imorgen kalder Kierkegaard for ”den usalige Dag, der er Snaksomhedens og Ulydighedens Opfindelse” og ved at være idag, lærer vi den sande glæde, der er ”i Sandhed at være sig selv nærværende” glæden er dermed ”den nærværende Tid” (s.160).

Afslutning

Ovenstående har alene set lidt på overfladen, dermed egentlig gjort vold på Kierkegaard og er et eksempel på, hvad han kalder ”mange syslerier i periferien.” Hensigten har været at vise en indgang til forfatterskabet, der ikke går over mange og store bøger om Kierkegaard og hans forfatterskab, men som ”hiin enkelte” selv kan begynde at læse til personlig opbyggelse. Og en indgang til forfatterskabet er at begynde med de opbyggelige tekster skrevet i eget navn og derefter tage fat på de pseudonyme.

Når der i medierne foregår en debat om, hvorvidt Kierkegaard er stor i udlandet eller ej (f.eks. JP den 14. april 2013). Så er den diskussion i princippet afsporet – for begynder du (”hiin enkelte”) at læser du ham langsomt i ro og stilhed, bliver han relevant – og bevægelsen væk fra masse-mennesket er begyndt og fordringen om at blive menneske på vej mod realisering. Men læser du ham alene for at kunne tale med i de pæne subintellektuelle cirkler, der synes at Kierkegaard er monumentalt hip i anledning af 200 året (f.eks. Mungo Parks opførsel af ”Forførerens Dagbog”), så vil han aldrig blive relevant, men kun måske interessant.